Simona Halep har det godt og er ved at komme sig, efter at hun har haft milde symptomer som følge af covid-19.

Tennisspilleren Simona Halep er smittet med coronavirus.

Rumæneren, der ligger nummer to i verden, skriver i et opslag på Twitter, at hun på trods af sygdommen har det godt.

»Hej alle sammen. Jeg vil bare informere jer om, at jeg er testet positiv for covid-19. Jeg har isoleret mig selv derhjemme og er godt på vej til at komme mig, efter at jeg har haft milde symptomer. Vi kommer igennem det her sammen,« skriver hun.

29-årige Halep har vundet 22 WTA-titler i karrieren. Hun har vundet både French Open og Wimbledon, mens det i 2018 blev til en finaleplads i Australian Open. Her tabte hun til danske Caroline Wozniacki.

Halep rejste ikke til USA for at deltage dette års i US Open på grund af bekymring for coronasmitte.

Siden tennissporten vendte tilbage efter en coronapause, har hun dog markeret sig med turneringssejre i Prag og Rom, mens hun nåede ottendedelsfinalen i French Open.

Efter nederlaget i grand slam-turneringen sagde Halep, at hendes sæson er ovre.

/ritzau/