Det er næsten uvirkeligt, hvad vi lige har været vidne til.

Holger Rune har netop vundet tennisturneringen Paris Masters (!) med en sejr over Novak Djokovic efter en helt forrygende kamp.

Og det var en tydelig rørt dansker, der var helt færdig og gik i gulvet efter et kæmpe drama.

Han måtte – forståeligt – tage sig til øjnene flere gange for at fjerne tårerne, hvorefter han jublende løb ud til sin mor og trænere for at fejre sejren.

Holger Rune var grædefærdig efter triumfen.
Holger Rune var grædefærdig efter triumfen. Foto: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT
Vis mere

Ved præmieceremonien hørte vi første sejrsord fra hovedpersonen selv.

»Tak til alle, der har gjort det muligt. Det her må være min yndlingsturnering, jeg kan ikke vente med at komme tilbage næste år.«

»Tak til min mor, mine trænere og min familie, som har støttet mig,« siger Holger Rune med pokalen i sine arme.

Og umiddelbart satte Rune yderligere ord på sin præstation:

»Det betyder meget, jeg er enormt stolt af mig selv. Det var helt vildt, mit hjerte var næsten oppe i hovedet. Det var den mest stressende kamp i mit liv,« siger Holger Rune med et grin.

Sejren er uden tvivl den største triumf i Holger Runes karriere.

Status er, at Holger Rune nu rykker op som nummer ti i verden. Derudover modtager han godt og vel 6,2 millioner kroner i pengepræmie.