Der var kø til de dårlige historier fra Haraldslund og omegn mandag aften.

På banen leverede AaB en historisk nedsmeltning på eget græs, men det var udenfor stadion, fodbolden viste sit grimmeste fjæs.

Her angreb AaB-fans kort før kickoff nemlig en bus med Viborgfans, hvor en sten blev kylet mod bussen og smadrede en rude, bekræfter Nordjyllands Politi til B.T.

Det er anden gang i denne sæson, AaBs fans gør sig trist bemærket. I anden runde var Henrik Dalsgaard udsat for smædesange, da den tidligere AaB-danmarksmester var tilbage på Aalborg Stadion i FCM-dress.

AaB's Rasmus Thelander måtte sammen med resten af AaB-holdet bide i græsset, da Viborg baskede nordjyderne 5-2 i Aalborg.
AaB's Rasmus Thelander måtte sammen med resten af AaB-holdet bide i græsset, da Viborg baskede nordjyderne 5-2 i Aalborg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I weekenden var det Københavnerderbyet mellem FCK og Brøndby, hvor fansene ikke kunne opføre sig ordentligt.

Ovenpå fem indkasserede mål fra Superligaens bedste shotstopper, AaB's Jacob Rinne, var der ikke meget andet end skuffelse – også over stenkastet:

»Hvad skal jeg sige? Det er aldrig acceptabelt, at nogen ødelægger nogen som helst ting, what-so-ever. Om det er AaB's fans, FCK's eller Brøndbys fans, så er det lige meget – det er ikke noget, vi står inde for,« siger Jacob Rinne.

Der var derfor både knuste ruder og bristede drømme i Aalborgs Vestby mandag aften, da AaB's tophold tabte for anden mandag i træk.

AaB-målmand Jacob Rinne i kamp mod Viborg. Efter kampen tog keeperen afstand fra det stenkast, hvor AaB-tilhængere smadrede en rude på en bus med Viborg-fans.
AaB-målmand Jacob Rinne i kamp mod Viborg. Efter kampen tog keeperen afstand fra det stenkast, hvor AaB-tilhængere smadrede en rude på en bus med Viborg-fans. Foto: Henning Bagger
Vis mere

På én uge har nordjyderne derfor tabt ligeså mange kampe som i de foregående 11 runder i sæsonen.

Støtten fra stadion var dog stadig markant, og det mærkede Jacob Rinne også, selvom klubben kollapsede på banen i anden halvleg.

»Jeg elsker AaB's fans, og selvom vi er bagud 5-2, så står de stadig og hopper og hepper. Al kredit til dem – dem, der viser sig på stadion,« siger den svenske keeper, der ikke ville forholde sig yderligere til det udenfor stadion, før han vidste mere.

»Vi må have fokus på fodbold, så må folk rundt omkring i klubben styre det, men det (stenkastet, red.) er aldrig acceptabelt.«

I Viborg-lejren var det svært at få armene ned over den flotte 5-2-sejr i Aalborg, men for Sebastian Grønning, klubbens angrebses, der er født og opvokset i Aalborg, skiftede ansigtsudtrykket brat, da han blev spurgt til optøjerne før kampen:

»Det var ikke noget, jeg overhovedet var klar over, men selvfølgelig hører vold og uroligheder ikke fodbolden til – mere kan jeg ikke sige til det.«

Søndag aften var det ikke lykkedes at identificere personen, der kastede stenen på Viborgbussen.

Grundet den tåbelige hændelse, valgte Nordjyllands Politi at sende ekstra mandskab til Aalborg Stadion, så udefansene kan komme sikkert derfra, da kampen var forbi, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg til B.T.