Det er ikke dumt at have styr på økonomien, efter den aktive karriere er forbi.

I 2019 sagde William Kvist farvel til spillet på banen, men han var godt forberedt på skiftet til den mere civilie karriere, og det kan man nemt se i hans firmas senste regsnskab, der kom ud i denne måned.

Her fremgår det, at WKJ HOLDING ApS henter en bruttofortjeneste på 1.454.833 kroner i regnskabsåret 2021/2022. De penge er hentet hjem via investering i selskaber med aktiviteter i faste ejendomme og konsulentvirksomhed, som det hedder sig i regnskabet.

Sidste år var bruttofortjenesten cirka en million højere, men lønnen, som der skal betales til virksomhedens enlige ansatte, nemlig William Kvist selv, lød på det samme: 460.000 kroner.

Kvist var med til sidste VM i Rusland.
Kvist var med til sidste VM i Rusland. Foto: Matthias Schrader
Vis mere

Og det er nu ikke, fordi den tidligere landsholdsspiller ikke kunne udbetale mere til sig selv, for egenkapitalen i firmaet er steget fra 3,3 mio. til 3,9.

'Regnskabsåret har vist en tilfredsstillende udvikling,' lyder det fra Kvist i ledelsesberetningen.

Udover sit eget firma er Kvist også i bestyrelsen hos Parken Sport & Entertainment, og her kunne man i regnskabet for 2021 se, at han fik hele 2.475.000 fra firmaet bag FCK. Det store beløb skyldtes dengang, at Kvist i en periode havde været sportslig ansvarlig for den klub, hvor han holder kamprekorden med over 400 kampe.

Det har han ikke været i denne omgang.

Kvist fortalte i august selv om sin økonomiske rejse i Radio 4-programmet 'Overskud', hvor han - bortset fra en rejefarm i USA - var fint tilfreds med, hvordan han havde fået forvaltet sine penge fra fodboldkarrieren.

»Jeg har nok (Penge, red.), men samtidig kan jeg nok ikke købe et slot i Sydfrankrig, og det har jeg heller ikke brug for. Jeg er heldig i den forstand at have købt et dejligt hus på Frederiksberg og et sommerhus, så min base er god, og så har jeg nogle penge, som jeg kan investere yderligere,« siger han og afslører, at det tal er et tocifret millionbeløb - men ikke i den store ende, pointerer han.

Han siger desuden, at han nok kan bekymre sig mindre end de fleste.