'Der er ting, som man ikke laver sjov med. Og det her er én af dem.'

Sådan lyder én af mange kommentarer, der lige nu florerer på Odense Boldklubs Facebookside.

Og anledningen er en helt særlig video delt på en helt særlig dag – nemlig 1. april.

For 1. april er kendt som en dag, der er fyldt med små løgne og nyheder, der simpelthen ikke er sande.

Noget som OB's fans frygter gør sig gældende i den nyeste video, som klubben har delt.

I videoen indikeres det nemlig meget tydeligt, at det igen vil være muligt at købe grillretten pølsemix på stadion, og det har de mange fans ønsket længe.

Og måske netop fordi det er et stort ønske fra de fynske fans igen at kunne nyde friturestegte pølser og pomfritter med ketchup og remoulade til, mens de stribede spiller bold på stadion, så er frygten for, at det skulle være en aprilsnar, også stor.

Ja, fansene er nærmest vrede over den potentielle løgn.

»I leger da med ilden, hvis det her er en aprilsnar« skriver for eksempel en af de mange personer, som har set OB's video på Facebook.

»Hvis det er en aprilsnar, så bliver stadion og klubben brændt ned til grunden«, lyder det fra en anden.

Mange har da også tolket OBs video som reel og har derfor tagget venner og familie med en opfordring til at drage mod stadion igen, så de sammen kan nyde en pølsemix.

»Hvis den er go' nok, så skal vi på stadion igen! Hvis det er en aprilsnar, så kan de glemme alt om det,« skriver en anden i kommentarsporet.

»Jeg går amok, hvis det er en aprilsnar.«

B.T. har forsøgt at finde svar på, om pølsemixen i sandhed er på vej tilbage på stadion i Odense, eller om der er tale om en spøg fra klubbens side.

Men svaret lod sig ikke lige sådan grave frem.

Klubbens kommunikationschef Rasmus Nejstgaard er i hvert fald ikke meget for at afsløre, om det er sandhed eller spøg.

På B.T.s spørgsmål om, hvorvidt der var tale om en aprilsnar, lød svaret ganske kort:

»Altså, det er i hvert fald 1. april.«

» Men hvis man vil finde ud af, om det er en aprilsnar, så må man jo komme på stadion på søndag,« siger kommunikationschefen.

Søndag spiller OB mod FC Nordsjælland.

Og så må tiden jo vise, om de pølsemix-hungrende fans får stillet deres sult, eller om de i stedet må se sig snydt af en aprilsnar.