FCK stirrer ind i et kæmpe problem.

For med et rødt kort til hollandske Kevin Diks sent i kampen mod FC Nordsjælland mandag aften, ja, så står FC København faktisk kun tilbage med én regulær midterforsvarer til søndagens ultravigtige rivalopgør mod Brøndby IF.

Nicolai Boilesen har været ude længe, Davit Khocholava er skadet, mens Denis Vavro og Diks, der egentlig er højre back, begge er ude med karantæne, hvorfor unge Valdemar Lund er den eneste, der umiddelbart er klar til søndagens brag.

Problemerne har været på tale før i denne sæson, hvor sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen afviste bekymringer om truppens sammensætning, selv om man kiggede efter en ny midtstopper i januar-transfervinduet - og den loyale FCK-træner Jacob Neestrup mener heller ikke, at det er sportsdirektørens arbejde på transfermarkedet, der har noget at gøre med FCK's helt store problem netop nu.

»Vi har fem midtstoppere: Nicolai Boilesen, Kevin Diks, Davit Khocholava, Denis Vavro og Valdemar Lund. Det er rigeligt.«

Nicolai Boilesen har været ude siden tidligt i sæsonen.

»Ja, ja. Så er vi nede på fire, som er det normale, og som alle FCK-hold er gået ind til et forår med.«

»Fire ud af fem er ude med skader og karantæner - det er uheldigt. Det har intet at gøre med, at jeg har en chef, der ikke har købt ind.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det ville være alt for nemt at tørre den af på ham, og det ville være tarveligt og ikke retvisende. Men vi er hårdt ramt,« siger Neestrup til B.T. og understreger:

»Vi kan ikke bruge tid på det nu. Jeg skal løse vores udfordringer, og det er sådan, det er. Jeg spiller med de spillere, vi har, og de skal være dygtige nok.«

Kevin Diks hev sit røde kort til sig med to gule kort - det første for at vælte en FCN-spiller omkuld, mens spillet ikke var i gang, og det andet for en hasarderet tackling i det 95. minut.

Et rødt kort, der kan blive særdeles dyrt for FCK, men Neestrup beskytter sin hollandske forsvarer.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Ja, det kommer til at koste dyrt. Men jeg vil ikke bebrejde Kevin noget nu her. Det er, hvad der sker.«

»Han prøvede at sætte en tackling ind, og det skulle vi have gjort lidt tidligere. Jeg bebrejder ham ikke noget, men det er klart, at det er bittert at køre hjem med et nederlag og ekstra bittert at køre hjem uden Kevin Diks,« siger Neestrup og tilføjer om søndagens opgave, hvor én midtstopper er til rådighed:

»Det er ikke optimalt at have fire midtstoppere ude til et derby på udebane - men jeg får min løn for at løse det, og det gør jeg og spillerne efter bedste evne.«

Du kan læse B.T.s karakterer fra opgøret i Farum lige her.