FC Midtjylland har ansat 46-årige Svend Graversen som ny sportschef. Han er det sidste led i en større omstrukturering.

Efter tre måneders jagt har FC Midtjylland fået sat navn på Claus Steinleins afløser som sportschef. Og det blev en intern og lettere ukendt kandidat, der fremover skal overtage posten.

Svend Graversen har været på klubbens akademi i forskellige roller siden 2004, og han har bidraget til udviklingen af nogle af klubbens største navne såsom landsholdsspillerne Simon Kjær og Viktor Fischer. Desuden har han en fortid som chefscout for Superligaholdet.

Alligevel kan det virke overraskende, at valget er faldet på en intern rekruttering, efter Claus Steinlein, der nu er administrerende direktør, søndag blandt andet fortalte, at man har fået henvendelser fra nær og fjern fra store navne.

Men der er en god grund til, at det ikke blev en kandidat udefra, fortæller midtjydernes bestyrelsesformand Rasmus Ankersen til BT.

»I forhold til køb og salg af spillere, der er klassiske dele af sportschefsbeskrivelsen, føler vi, at vi allerede godt dækket ind. Vi har et engelsk setup, der bidrager meget, og vi har stadig Claus Steinlein, Ove Pedersen har fået en rolle og jeg er også i blandt. Derfor følte vi, at det var vigtigere, at vi ansatte en, der havde kulturen under huden, end vi fik en sportschef med et stort, internationalt netværk, for der føler vi, at vi er godt besat. Jeg synes også, vi har fået folk udefra igennem de seneste år. Bare kig på vores trænerteam. Jess Thorup og Lars Knudsen er kommet fra andre klubber. Det er ikke sådan, at vi ikke føler, vi har brug for input udefra. Det kigger vi hele tiden efter, men vi regner ikke med, at Svend skal være her i et par år. Han skal være her i 10 år,« siger han.

Ankersen vil ikke nævne nogle af de navne, der ellers har været i spil – men udlandet har budt sig til. Det slår han fast.

»Der har været både engelske, tyske og hollandske navne i spil. De har budt sig selv til og har været nogle store klubber i de enkelte lande. Det er vi selvfølgelig stolte over, at vi har været interessante for dem,« lyder det.

En anden type
Ansættelsen af Graversen kommer som det sidste led i en større omstrukturering i Midtjyllands organisation, der blev igangsat tilbage i juni.  Her blev Claus Steinlein gjort til administrerende direktør, mens Ove Pedersen blev hentet ind som assisterende sportschef. Det efterlod en ledig tjans som sportschef, som Graversen nu har udfyldt.

»Svend bliver ikke sportschef på samme måde, som Claus Steinlein var det. Claus’ store styrke er, at han er god til at samle folk i en retning. Og han er der stadigvæk og er tæt på det hele. Han skal bare have ansvaret for den kommercielle del og samle hele regionen omkring holdet. Derfor ville vi gerne have en, der havde en mere sportslig profil, end Claus har. Svend skal være mere tæt på den sportslige dagligdag i klubben. Og det er en af grundene til, at det blev Svend, der også har en trænerbaggrund,« forklarer Ankersen.

Er I landet der, hvor I gerne vil efter jeres omstrukturering?
»Vi er, hvor vi skal være. Vi tog Claus Steinlin i første hug og gjorde ham til administrerende direktør, fordi vi manglede én, der kunne samle klubben og som ikke sad i London (som Ankersen gør, red.). Det følte jeg, Claus kunne gøre. Så kiggede vi på det sportslige setup, og dér har vi en ambition om at gøre spillersalg til et større forretningsområde. Derfor kom Ove ind, der fokuserer på det. Den sidste del var så at få Svend Graversen ind, der skal lede den sportslige afdeling. Nu er der ikke flere ansættelser eller store beslutninger. Vi skal have næsen i sporet og så derud af.«