AGF's Mustapha Bundu er testet positiv for coronavirus.

Det oplyser AGF på sin hjemmeside.

'Ved den ugentlige corona-test, der foretages efter Divisionsforeningens retningslinjer, er AGF-spilleren Mustapha Bundu testet positiv for covid-19,' skriver klubben.

Det betyder, at AGF må undvære stjernespilleren i de kommende to kampe. AGF møder onsdag aften FC Nordsjælland i Farum, inden de på søndag tager imod Brøndby.

AGF's sportschef, Peter Christiansen, oplyser, at Bundu er symptomfri, og at klubben nu følger Divisionsforeningens retningslinjer for personer testet positiv for virussen.

»Det betyder, at Bundu bliver hjemme i de kommende syv dage – tællende fra i går tirsdag – og han udgår derfor naturligvis fra dagens kamptrup, ligesom vi heller ikke kan råde over ham til weekendens kamp. Det er ærgerligt, at vi må undvære en spiller af den her kaliber i de kommende to kampe,« forklarer han yderligere til hjemmesiden.

I den samme test testede alle øvrige spillere og stabsmedlemmer i AGF negativt.

Bundu er ikke den første Superliga-spiller, der er blevet testet positiv for corona. Tidligere på sommeren testede de to Brøndby-spillere Simon Hedlund og Samuel Mraz positive for virussen og blev ligeledes isoleret for truppen.

Begge Brøndby-spillere er efterfølgende testet negativ.