SAS Liga-klubben Esbjerg har sikret sig Herfølges anfører, den svenske midtbanespiller Mikael Rynell. Han har kontrakt med Esbjerg frem til sommeren 2012.

Mandag solgte SAS Liga-klubben Esbjerg midtbanespilleren Martin Vingaard til FC København, og tirsdag hentede vestjyderne en anden midtbanespiller, da Esbjerg præsenterede svenske Mikael Rynell som ny i truppen.

26-årige Rynell er hentet i Herfølge fra landets næstbedste, og i Herfølge var han anfører. I Esbjerg forventer sportsdirektør Niels Erik Søndergård sig meget af den nye spiller, som har underskrevet en kontrakt på tre et halvt år.

- Mikael Rynell har helt klart sine kvaliteter i det offensive spil, hvor han med sin kreativitet, chanceskabende egenskaber og veludviklede sparketeknik kan indtage en klassisk 10'er-rolle. Desuden har han andre kvaliteter, som vi får brug for. Efter tre år i Danmark er han allerede lidt dansk, han har rutine og lederegenskaber, og som forgrundsfigur er han en rigtig god trupspiller, siger Niels Erik Søndergård i en pressemeddelelse.

Rynell har i 88 kampe for Herfølge scoret 27 mål.

/ritzau/