Ugebladene svømmer over i denne uge med historier om Eva Harlou og Martin Jørgensen, der har haft en affære og er gået fra deres respektive ægtefæller. Umiddelbart har jeg ikke nogen mening om det, men jeg kan konstatere, at det gør ondt på de involverede familier, og det får mig til at tænke på en gammel bekendt, som jeg mødte på en bar i sidste uge.

Han sad og var rigtig ked af det. Problemet var, at han var kommet til at blive glad for naboens kone. Så glad, at han og nabokonen nu var flyttet sammen i hans gamle hus. Hans egen kasserede kone og naboens kasserede mand var fraflyttet området, men min bekendte følte, at han og den nye kæreste blev dømt meget hårdt af de øvrige naboer, og nu sad han og syntes egentlig, det var ret synd for ham selv.
       
Jeg har altid syntes, at nabosladder er noget skidt og ikke noget, man skal bidrage til. Ikke desto mindre var det jo ret forventeligt, hvilket jeg også måtte sige til ham: »Hvad havde du regnet med?«
       
Det er muligt, jeg er en hård negl, men jeg blev voldsomt provokeret af hans selvmedlidenhed. Han var ikke engang fuld, og alligevel virkede han så sølle, som han sad der. Jeg var nødt til at sige til ham, at jeg synes, det var synd for hans familie, men at han måtte stå ved sin egen beslutning, hvor svær den end måtte have været. »Men jeg blev overmandet af kærlighed«, var hans forklaring.
       
Jeg er også godt med på, at man kan blive overmandet af følelser. Og da især hvis ægteskabet derhjemme har trange kår, men jeg mener faktisk, at det at forlade sin ægtefælle på grund af en anden er så uværdigt. At lade sig indhylde i den berusende forelskelse og dermed lade sig forblænde, det er et aktivt valg, man tager. Det føles dejligt at lade sig glide med denne strøm af kærlighed, og det er svært at stå imod, men man har dog stadig et valg.
       
Hvis lynet slår ned – og det kan ske – så mener jeg, at man overfor sin ægtefælle har en forpligtelse til at sætte sit ægteskab under lup: Hvad gik galt? Hvor gik det galt? Hvorfor gik det galt? Har vi givet kærligheden alle chancer? Kunne vi lige prøve én gang til? Og under sådan et forløb nytter det jo ikke, at man står med det ene ben i et andet menneskes dobbeltseng. Det vil larme alt for meget. Jeg synes, man har pligt til at være nysgerrig på, hvilken lære der ligger i det kuldsejlede forhold. Ellers rykker de uløste problemer med ind i det nye forhold.


       
Det er noget pudsigt noget det der selvmedlidenhed. Jeg kender så mange, der er syge. Nogle af dem er uhelbredeligt syge, og jeg kender også mennesker, der har mistet deres kære, og jeg hører dem aldrig sige: »Det er synd for mig«. Det til trods for, at det helt indlysende er synd for disse mennesker. Når den der uklædelige selvmedlidenhed kommer snigende, så synes jeg gerne, den rammer folk, der – ja undskyld – roder rundt med deres liv med naboer, med familieforhold, med økonomi eller andre selvskabte problemer. Jeg kan helt sikkert også selv rode med mit liv i perioder, men den dag, jeg kommer og siger: ”Det er synd for mig”, så håber jeg, nogen vil give mig en mavepuster.