Den hvidhovedet havørn, der i en uge har gæstet Nordvestjylland er nu blevet fanget.

Det fortæller næstformand i Dansk Falkejagt Klub, Morten Stricker.

»Det er rigtigt dejligt, at det langt om længe lykkedes. Jeg kan ikke tage æren, for det er ikke mig, der har fanget den.«

Morten Stricker har været på Mors, hvor han af flere omgange har forsøgt at indfange fuglen. Uden held.

Det lykkedes at indfange fuglen med et frottélagen.
Det lykkedes at indfange fuglen med et frottélagen. Foto: Morten Stricker
Vis mere

Men det var slet ikke i Nordjylland, at fuglen blev fanget.

Klokken 16.30 onsdag fik næstformanden et opkald fra en landmand vest for Holstebro i nærheden af Ringkøbing. Han havde set den store fugl sidde og spise fra et grisekadaver, der var smidt udenfor stalden

Og så gik det ellers hurtigt. I samråd med Morten Stricker fik landmanden spændt et frottélagen ud, som de kunne fange fuglen i.

»Vi havde en snak med ham forinden, for de skulle være opmærksomme på, at den potentielt er farlig. Kløerne er farlige, og dem kan man komme ret slemt til skade med. Men de kunne heldigvis få den svøbt i lagenet, og den var meget rolig – også da jeg kom efter den.«

Det er en imponerende fugl, der lige nu er hjemme ved Morten Stricker. Men i størrelsen vinder den europæiske havørn over den hvidhovedet havørn, der holder til i USA og Canada.
Det er en imponerende fugl, der lige nu er hjemme ved Morten Stricker. Men i størrelsen vinder den europæiske havørn over den hvidhovedet havørn, der holder til i USA og Canada.
Vis mere

Ørnen befinder sig nu hjemme hos Morten Stricker. Han har fodret den med 10 daggamle kyllinger, der var vædet i vand, da der måske var fare for, at den store fugl var blevet dehydreret.

Og fuglens tyske ejere glæder sig til at blive genforenet med deres fugl, lyder det fra næstformanden.

»De var ovenud lykkelige, da jeg kunne overbringe dem beskeden. De kører i morgen tidlig, og de er oppe ved mig i morgen, så de kan få dem med hjem,« lyder det fra den glade næstformand.