Efter cirka fire år på Tinder er Steffan Buchhave godt og grundigt træt af onlinedating fuld af overfladiske samtaler, der går fra brandvarme til iskolde på et splitsekund. 

En træthed, han ikke skulle lufte mange gange for sin mor, før hun greb til tasterne og lavede et Facebook-opslag, der nu er blevet delt over 2000 gange.

'Jeg søger en svigerdatter, altså en kæreste til min søn på 29 år,' skrev Helle Buchhave lørdag på sin egen Facebook-profil. 

Efterfølgende kommer der en beskrivelse af Steffan, som ifølge sin mor er sød, omsorgsfuld, begavet og en god søn. 

Steffan er i øjeblikket på ferie med familien. Men når han kommer hjem vil han begynde er gå henvendelserne igennem. 
Steffan er i øjeblikket på ferie med familien. Men når han kommer hjem vil han begynde er gå henvendelserne igennem.  Foto: Helle Buchhave.
Vis mere

Derudover bor han i Aalborg, hvor han arbejder som pædagog på et plejehjem for folk med misbrug. 

Den beskrivelse og de mange delinger har altså affødt et hav af beskeder på Steffans Instagram. 

»Jeg har fået over 200 beskeder, så det er sindssygt overvældende. Jeg har kigget lidt rundt, men ikke taget nogle beslutninger endnu,« siger 29-årige Steffan Buchhave og fortsætter:

»Hvis der ikke er en af dem, der er rigtig for mig, er det vist mig, der er problemet.« 

Mor Helle Buchhave er godt klar over, at det er ikke er hverdagskost at efterlyse en kæreste til sin søn. 

»Jeg er langt fra en curlingmor. Jeg tænkte sådan set bare, at det kunne være sjovt og anderledes,« siger hun. 

Steffan Buchhave har det fint med, at hans mor hjælper ham til en kæreste. 

»Jeg har jo brug for alt den hjælp, jeg kan få,« siger Steffan 

Hvis man vil fange Steffan Buchhaves interesse i hans proppede Instagram-indbakke, skal man ifølge ham se sød ud, have gode værdier og god energi, og så skal man have humor. 

Man skal helst være mellem 24 og 34 år gammel, og så er Steffan Buchhave ikke helt afvisende overfor at flytte fra det nordjyske. 

Men det ville altså gøre hans mor rigtig ked af det. 

»Jeg ønsker bare en kvinde, som Steffan er glad for. Og så vil jeg gerne have dem i Nordjylland,« siger Helle Buchhave.