»Host, snøft, ubehag, feber og hovedpine. Tredje bølge af corona fik mig.«

Sådan skriver uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) på Facebook. Og han er ikke ene om at være blevet ramt.

»Johans børnehave fik corona indenfor, og nu er vi alle fire nede,« skriver Jesper Petersen på det sociale medie om sin familiesituation.

Han har været hjemme siden tirsdag, hvor de første symptomer begyndte at melde sig.

De første tests var ellers negative, men nu har ministeren fået et positivt testsvar.

»Hjemlige pligter, snotpapiret og en ny kop te kalder,« skriver Jesper Petersen – og bekræfter, at også han er ramt af et af de helt almindelige, men for mange ret irriterende coronasymptomer.

Tab af smagssans eller ændret smagssans.

»Jeg har simpelthen ikke haft lyst til min ellers elskede kaffe i flere dage,« lyder det fra Jesper Petersen.

Hvor han selv er lidt ramt af sygdommen, kan sønnen Johans energi ifølge Jesper Petersen 'ikke holdes nede af corona'.

»Nu glæder jeg mig til, at vi alle er på højkant igen. Og god bedring til alle jer andre, der døjer med corona lige nu. Her har den været ganske ubehagelig i nogle dage,« slutter han.

Jesper Petersen blev udnævnt til uddannelses- og forskningsminister i statsminister Mette Frederiksens (S) seneste ministerrokade 16. august.

Før da var han politisk ordfører for Socialdemokraterne.