Kvinder elsker at støtte … hinanden. Mange kvinder har svært ved at rumme, når deres mænd er helt nede at bide i græsset. Der er nemlig forskel på, hvad man forventer af mænd og kvinder. Mænd skal være stærke og kunne klare alt – og når de falder, sker der noget med dynamikken i parforholdet. Mød en kvinde, der skammer sig over ikke at kunne rumme sin mands nedtur.
»Jeg er ikke stolt af det, men sandheden er den, at min mand er i dyb krise, og jeg har virkelig svært ved at rumme det.«
Thilde sukker dybt og fortsætter så:
»Peter gik ned med stress sidste år. Jeg tog mig af børnene, vasketøjet, hverdagen og alle opringningerne til hans mor. Jeg støttede, lyttede og prøvede at være der, men jeg regnede også med, at det gik hurtigere over. Peter har altid været sådan en, der klarer alt. Som altid er stærk, og som er der for mig. Han er typen, der gik på arbejde med benet i gips, og som ikke giver op, men nu taler han kun om ro og overvejer at gå ned i tid.«
Da jeg selv var ung og drømte om at møde kærligheden, tænkte jeg på det smukke i, at vi så kunne være der for hinanden, når en af os havde brug for en hånd. Jeg tænkte, at når jeg var nede, så var han oppe, og omvendt. Livet har lært mig, at det ikke altid er sådan.
Når to mennesker lever et fælles liv, så falder vi også sammen. Thilde og Peter er et fint eksempel på dette. Peters stress har også stor betydning for Thildes liv. Hun skal ikke kun være den støttende partner, men også klare alt det i deres fælles liv, som Peter ikke længere klarer. Thilde fortæller:
»Jeg vil ikke svigte ham midt i dette, men jeg har fuldstændigt mistet min lyst til ham som kæreste. Jeg har ingen romantiske tanker om os længere. Han rækker ud, og jeg trækker mig.«
Thilde beskriver en klassisk følgevirkning af, at dynamikken i parforholdet er blevet ændret. Peter er ikke den, han plejer at være, lige nu, og Thilde mister tiltrækningen. Det her er ikke den lyserøde fortælling om, at kærligheden overvinder alt, men en reel skildring af livet. Thilde har som mange andre kvinder svært ved at være tiltrukket af en svag mand. En mand, der ikke står op om morgenen og klarer det hele. Som ikke er ovenpå.
Vi siger, at vi gerne vil have mænd, som kan være i deres følelser, men når de ikke lever op til de usagte forventninger til manderollen, så trækker vi os. Lad os være ærlige. Mænd skal ikke græde, ikke bryde sammen og ikke give op. Hårdt sagt. Når de gør det, så mister de ofte noget i forhold til kvinderne i deres liv.
Thilde og jeg taler om, hvad der sker i hende, når Peter ikke længere er 'mandemanden', der klarer alt. Hun siger:
»Så føler jeg, at jeg skal kunne endnu mere.«
I de ord ligger både smerten og potentialet for deres fremtidige forhold. For ligesom mænd forventes ikke at falde, men altid være heltene, der klarer det hele, så forventes kvinder at kunne være alt for alle. Og det kan Thilde ikke. Det er for hårdt for hende at være overskudsmor, kone og kollega, der klarer to menneskers dagligdag med børn efter arbejde. Så jeg udfordrer hende til at gøre meget mindre. Thilde kommer tilbage efter nogle uger og siger:
»Jeg gik hjem fra vores sidste samtale og kastede håndklædet i ringen. Og der greb Peter mig faktisk. Han holdt om mig, lyttede, og sammen fandt vi nogle konkrete løsninger på det praktiske. Men det vigtigste var, at jeg følte, at mit hjerte åbnede sig igen.«
Thilde fortæller videre om, at de er begyndt at tale meget mere sammen. At hun også giver sig selv plads til at dele med Peter, at hun har det svært og ikke bare tager smilet på.
Jeg ser for mig, hvordan de ligger arm i arm og deler, hvad der sker i dem. Jeg tænker på, at det er netop er, når to mennesker slipper forventningerne til, hvem 'man' skal være, og giver plads til mere af dem selv, at kærligheden vokser.
For i sidste ende er det ikke en mand, som aldrig falder, eller en kvinde, som kan være alt for alle, som vi ønsker at være sammen med. Det er hinanden, vi ønsker at komme tæt på.
