Ti minutter kan virke som kort tid, men for Magnus Vedel gjaldt hvert et minut overlevelse.
Det startede ud som en sædvanlig arbejdsdag for Magnus og hans kollega Jonah Donovan. I et industriområde omringet af slidte betonbygninger lidt uden for Aarhus bestod dagens arbejde i at rense tagrender.
Solen skinnede i kontrast til den friske martsluft, så drengene optimerede tiden ved at dele arbejdet op, så fyraftenen kunne indhentes hurtigere.
Men fyraftenen endte i alt andet end solskin.
Magnus gik rundt på taget dækket af trapezplader, som han havde gjort så mange gange før. Hvorfor han bevægede sig væk længere ind mod taget og væk fra tagrenden, husker han ikke.
»Måske var det for at se udsigten, måske var det for at komme i kontakt med Jonah. Jeg husker det ikke rigtig«, mindes Magnus.
Til gengæld husker han tydeligt, da en plade på taget under hans fødder løsnede sig.
»Jeg husker lyden af taget, der knitrede under mig, og så husker jeg, at jeg tænkte: 'Nu dør jeg'.«
Sekunderne, det tog for pladen at løsne sig, var for lidt til, at Magnus kunne nå at reagere. Tyngdekraften hev ham ned i et fald på seks meter mod et betongulv.
Omkring ti minutter efter faldet fandt Jonah sin kollega og ven på betongulvet. Med en sygeplejerske i røret og et håndklæde til at stoppe den blødning, der hurtigt blev til en pøl af blod, forsøgte Jonah at berolige sin kollega med hjælpen, der var på vej.
En taknemmelighed for hjælpen igennem hele forløbet har stadfæstet sig i Magnus, men nærdødsoplevelsen har også bragt en forundrende følelse med sig, nemlig ensomhed.
»Tanken, jeg havde i faldet, har været svær at konfrontere mig selv med, fordi der var en lille del af mig, der accepterede, at det her overlever jeg ikke.«
Det var marginaler, der afgjorde, at Magnus overlevede faldet. Ifølge lægerne var det rent held, og det er en tanke, der har skræmt Magnus efterfølgende, for kan sådan et held slippe op?
»Af en eller anden årsag kom jeg til at føle mig meget ensom efterfølgende. Det er jo nok, fordi jeg føler, at jeg er alene om det, der er sket«.
Men selvom ulykken har sat sit præg, så vil Magnus ikke lade frygten vinde. I stedet vil han udnytte et forandret perspektiv på livet, som indebærer et større fokus på taknemmelighed.
»Det er heldigt, at jeg er i live, men det er et mirakel, at jeg ikke er en grøntsag.«
»Jeg tror, det er noget, der gælder for mange unge mennesker, at man føler sig udødelig. Da jeg oplevede, at det kan skifte fra det ene sekund til det andet, begyndte jeg at sætte pris på selv de mindste glæder. Forleden blev jeg helt rørt over en god kop kaffe,« griner han.
Med en punkteret lunge, kraniebrud, hjerneblødning, et knust bækken og ankel ankom Magnus på Hospitalet 7. marts. Helingen er stadig en igangværende proces med fysioterapeuter, læger og psykologsamtaler. Men for begge drenge går livet videre.
»Jeg ser det som et kapitel i vores liv, og ligesom alle andre kapitler har det her også en slutning«, fortæller Magnus.
