Som 23-årig havde forfatter Helle Vincentz allerede mistet begge sine forældre og stod uden den ubetingede kærlighed, der kun eksisterer mellem børn og forældre.
Den utryghed har gjort hende bevidst om, at livet kan slutte når som helst, og det gælder om at udforske verden så meget som muligt. Senest har hun gravet i sin fars liv, hvilket der er kommet en slægtsroman ud af.
Hvad er din største hjertesorg?
»At miste mine forældre er min største hjertesorg. Min far begik selvmord, da jeg var ni, og da jeg var 23, døde min mor af kræft. Jeg har været bange mange gange i livet, men jeg har aldrig været så bange, som da sygehuslægen fortalte mig, at min mor havde en uhelbredelig kræftform. Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Det må ikke være rigtigt«. Det er en kliché, men jeg følte virkelig, at afgrunden åbnede sig foran mig, og jeg oplevede en frygt for, at det værste kunne ske.«
Hvordan har det været at skulle starte voksenlivet uden forældre?
»Hårdt. Følelsesmæssigt på den måde, at når man har sine forældre, så er der for de flestes vedkommende altid nogen, der elsker én. Det var svært at undvære. Især i 20erne savnede jeg også visheden om, at hvis alt nu gik helt galt, og jeg for eksempel gik fallit, så kunne jeg i sidste ende altid flytte hjem til mine forældre, og de ville være forpligtede til at sørge for, at jeg fik mad og en seng at sove i. Ikke at have det gjorde mig bange – især tanken om ikke at få mad – og den følelse af, at der ikke var noget sikkerhedsnet over afgrunden, har fyldt meget. Nu har jeg fået børn, og de elsker mig jo også ubetinget, men det er ikke det samme, for her er det jo i sidste ende mig, der er forpligtet til at passe på dem og elske dem, ikke omvendt.«
Hvordan tacklede du det?
»En logisk måde at tackle det på ville nok have været at søge en tryg tilværelse med en sikker indkomst, men det har jeg ikke gjort. Det aftryk, som utrygheden har sat i mig, har snarere været, at hvis livet kan slutte når som helst for os alle sammen, så er det med at nå så meget som muligt. Derfor har jeg for eksempel heller aldrig tøvet med at tage ud at rejse eller skifte karrierespor.«
Hvordan har du skabt din fars karakter i din nye bog, hvis du ikke har kendt ham, siden du var ni?
»Jeg har researchet på min far ved at tale med hans gamle venner og bekendte. Særligt folk, der kendte os som familie – for eksempel min dagplejemor. Derudover har jeg fået nogle af hans gamle breve. Han boede mange år i Afrika og sendte dengang breve hjem til sine venner, som de så har givet til mig. Jeg har også lyttet til et bånd, som han indtalte på savannen i Kenya i 60erne, og jeg har kigget på gamle billeder og læst ansættelsespapirer fra FN, som han arbejdede for. Så jeg har været rundt om ham på alle mulige måder. Det eneste, der ikke lykkedes for mig at få fat i, var hans journal fra en periode, hvor han var indlagt på psykiatrisk afdeling. Den kunne jeg godt tænke mig at læse.«
Hvordan var din far, og hvordan har han præget dig?
»Han var meget eventyrlysten, interesseret i udenrigspolitik og verden generelt, men hans forældre havde andre planer med ham. Han var den ældste, og hans forældre ville have, at han skulle være landmand og overtage gården, selv om han ikke havde lyst. Han blev landmand, som de ønskede, men rejste ud i verden, i et forsøg på at undslippe sin forudbestemte skæbne. Det lykkedes ikke, for da nabogården blev sat til salg, købte mine bedsteforældre den og sagde, at han skulle komme hjem, så det gjorde han. Min far fortalte altid historier fra Afrika, og jeg måtte nogle gange minde mig selv om, at jeg ikke havde boet der, for det følte jeg, at jeg havde. Det har været med til at forme mig, og jeg har altid haft en udlængsel og lyst til at rejse. Det, tror jeg, helt sikkert kommer fra ham og historierne, for det var ikke oplagt, når man vokser op på landet i 80erne, som jeg gjorde.«
Hvordan har det formet dig at vokse op i 80erne på landet?
»Det var jo virkelig fattigfirserne, og min far kunne ikke få økonomien til at løbe rundt, hvilket i sidste ende, tror jeg, var en af årsagerne til, at han begik selvmord. Så på den måde har det præget hele mit liv. Jeg har altid haft det svært med penge og var en af de sidste i min omgangskreds til at købe en bolig. Vores gård røg på tvangsauktion i 1987 efter Kartoffelkuren, og det har mærket mig at have oplevet den helt grimme side af fattigfirserne.«
