Føler du, at du får noget mindre for dine hårdt optjente lønkroner end for et år siden?

Nye tal viser, at danskernes realløn er styrtdykket i et omfang af historiske dimensioner.

Vi skal helt tilbage til 1950 for at finde et fald i reallønnen, der matcher det, Danske Bank forventer i 2022, skriver Børsen.

»Det er helt ekstraordinært, hvad der sker i øjeblikket. Inflationen er rekordhøj, og når lønningerne ikke følger med, gør det ondt,« siger Jonas Schytz Juul, cheføkonom i fagforbundet FH, til Børsen.

Reallønnen falder, når priserne stiger hurtigere end lønningerne, og idet Danske Bank forventer en inflation på 7,5 procent, og at lønningerne vil stige med 3,7 procent i 2022, giver det et reallønstab på hele 3,8 procent.

Dermed kan du få mindre for dine penge – og der kan gå en rum tid, før udviklingen vender.

Danske Bank forventer, at der vil gå tre-fire år, før danskernes realløn rammer samme niveau som i 2021.

Den skyhøje inflation skyldes blandt andet krigen i Ukraine, som har sendt især energipriserne på himmelflugt.

For 72 år siden var en anden krig – Koreakrigen – en medvirkende årsag til et fald i danskernes realløn på 4,4 procent.

Sammenlignet med dengang er de danske husholdninger dog ifølge cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening Anders Borup Christensen bedre rustet til at leve med den høje inflation, idet mange danskere har en del opsparing at tære på.