Heidi Juul Strøm er klar. Helt klar. Til at blive vaccineret før tid.

»Jeg tænker ikke, at vi går rundt i et lokalsamfund fyldt med smitte, men lige om lidt får vi besøg af rigtigt mange turister, og så er det da rart at vide, at man er vaccineret og har sikret sig selv,« siger hun.

Den 45-årige ejer af Læsø Garnspinderi er én af de 700 borgere på den lille ø i Nordjylland, der nu får lov til at springe køen over og blive færdigvaccineret mod covid-19.

Region Nordjylland har onsdag meldt ud, at man af Sundhedsstyrelsen har fået lov at fremrykke planerne for de resterende ikkevaccinerede borgere mellem 16 og 64 år på Læsø, så de alle kan få første stik. Det skal klares torsdag i denne uge og tirsdag i næste uge.

Det samme er tilfældet for 111 borgere i samme aldersgruppe på småøerne Anholt, Tunø og Endelave. Det oplyser Region Midtjylland ligeledes onsdag.

På Læsø glæder Heidi Juul Strøm sig ikke bare til snart at kunne slippe for at blive testet, hvis hun skal ud og spise eller lignende.

Hun mener også, at det giver god mening at få hele den sidste portion af Læsø-borgere vaccineret hurtigst muligt. I forvejen foretages vaccinerne én gang om ugen, hvor alt udstyr så fragtes frem og tilbage mellem det nordjyske fastland, der ligger halvanden time væk med færge.

»Når de alligevel er her om torsdagen, så kan de jo lige så godt udnytte tiden. Færgen sejler jo alligevel først hjem på et bestemt tidspunkt, og så kan de da lige så godt vaccinere flere i det tidsrum, når de alligevel er her,« siger hun:

Heidi Juul Strøm kan se frem til at blive vaccineret før tid,
Heidi Juul Strøm kan se frem til at blive vaccineret før tid,
Vis mere

»Det er da usædvanligt, men glædeligt og meget positivt. Det håber jeg virkelig, at mange benytter sig af.«

Rent praktisk er 339 Læsøborgere mellem 50-64-årige allerede blevet indkaldt til at få et stik morgen, mens de 347 resterende borgere i aldersgruppen 16-49-årige fra onsdag aften kan booke en tid til på tirsdag. Og så skulle alle borgere på øen altså til den tid gerne være en del af vaccinationsprogrammet.

De nye planer vækker også glæde på borgmesterkontoret.

»Det er vi rigtigt glade for. Det er en lettelse, at vi nu snart skal til stoppe med at blive testet og undgå bekymringerne om, hvorvidt man er positiv eller negativ,« siger Karsten Nielsen (DF), der er borgmester for de knap 1.800 personer, der bor på Læsø.

Færgeturen mellem Læsø og Frederikshavn varer 90 minutter.
Færgeturen mellem Læsø og Frederikshavn varer 90 minutter. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hos Danmarks mindste kommune har man faktisk selv fra kommunal side for flere måneder siden foreslået, at Læsø kunne blive en slags test-ø, hvor alle hurtigt kunne blive vaccineret for at danne sig erfaringer på den baggrund.

»Vi har efterspurgt det, siden vaccinationerne startede. Vi ville gerne stille os til rådighed, så man kunne studere virkningerne af vacciner. Og få os ude af øje og koncentrere sig om andre steder,« siger Karsten Nielsen, der som 65-årig allerede selv har fået først stik.

Hvad vil du sige til dem, der ikke synes, at nogle borgere skal have lov til at springe køen over?

»Det er jo godt for os, men hvis man føler, at man har behov for en vaccine og har det skidt med ikke at være vaccineret, så kan jeg også godt forstå det. Men modsat så baner det her vejen for, at hele udrulningen kommer hurtigere frem. Så skal de ikke hele tiden fragte vacciner og udstyr til og fra øen, men man kan i stedet koncentrere indsatsen i bysamfundene på fastlandet. Så er der endda en chance for, at man kan speede op der,« siger Læse-borgmester Karsten Nielsen.

Sidst i juni skal de nyvaccinerede borgerne på Læsø efter planen have andet stik.

Også beboerne på ni små fynske småøer kan se frem til måske at blive skubbet frem i vaccinationskøen, det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.