Ond spiral, lyder vurderingen fra DMI-forsker om varmere havvand, der udskyder dannelsen af havis ved Arktis.

Den arktiske havis er på vej til at sætte bundrekord for årstiden, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Instituttet har set på udbredelsen af havis og sammenlignet isens nuværende udbredelse på samme tidspunkt tidligere år.

Og resultatet er nedslående.

- Det, vi ser lige nu, er et resultat af en selvforstærkende proces i funktion, siger havisekspert Rasmus Tonboe, DMI.

Over de sidste 40 år er der blevet mindre og mindre havis i Arktis. Men oktober i år tegner ifølge DMI til at sætte den hidtidige bundrekord.

- Det tidlige opbrud og den lave isudbredelse i løbet af sommeren har givet solen god tid til at varme vandet op.

- Og nu, hvor lufttemperaturen for længst er krøbet under frysepunktet, tager det derfor lang tid, før vandet igen bliver kølet af og kan fryse, forklarer Rasmus Tonboe.

Årsagen til den ringe isudbredelse er, at vandet stadig er varmere end normalt.

Især i den østlige del af Arktis nord for Sibirien er vandet to til fire grader over normalen.

Overfladevandet i Baffinbugten mellem Grønland og Canada er en til to grader varmere end normalt, og det hæmmer isdannelsen.

Det er ifølge haviseksperten en uheldig udvikling, fordi den senere opfrysning fører til, at isen hurtigere forsvinder til foråret.

- Det betyder, at opfrysningen sker senere end normalt. Isen får en kortere vækstsæson og vinter til at vokse sig tyk og bryder derfor op tidligere om foråret, siger han.

Der er ifølge Rasmus Tonboe tale om en selvforstærkende proces, der forstærker virkningen af den globale temperaturstigning med en faktor to eller mere.

- Det er en ond spiral. Den globale temperaturstigning bliver forstærket i Arktis. Derfor rammer klimaforandringer området særligt hårdt, siger han.

Rasmus Tonboe understreger, at tallene er omtrentlige, da der endnu er få dage tilbage i oktober.

Den hidtidige bundrekord for oktober blev i øvrigt sat sidste år.

Haviseksperten var for nylig på ekspedition med den tyske isbryder "Polarstern" til Nordpolen.

Her kunne han med sine egne øjne se, at isen er blevet tyndere.

Målet var, at isbryderen skulle lade sig fryse fast i isen i Arktis for at drive med strømmen mod sit mål.

Det var beregnet til at tage 13 måneder.

Men isen, som skibet lå i, brød op og smeltede hurtigere end ventet. Så efter ti måneder drev skibet ud af Det Arktiske Ocean.

/ritzau/