Et tog er ved at blive evakueret på Øresundsbroen. Toget er ifølge DSB havareret.

Det betyder, at togtrafikken lige nu er indstillet mellem Københavns Lufthavn og Malmø.

Ifølge DSB betyder problemerne på broen, at trafikken i begge retninger er ramt. Det havarerede tog holder lige nu på øen Peberholmen.

Endnu kender man ikke årsagen til, at toget er gået i stå.

»Nu skal toget fragtes ind til en station, så man kan se nærmere på det,« lyder det fra DSBs pressetjeneste.

Her slår man også fast, at toget holder på den svenske del af Øresund. Og derfor er det de svenske statsbaner, som tager sig af problematikken:

»Toget kommer fra Stockholm, så det er også dem, der tager sig af det,« lyder det fra DSB.

Det forventes, at det næste tog fra Malmø mod København kan køre omkring klokken 19.33.

DSB beskriver situationen på sin hjemmeside:

'Der vil ikke køre tog mellem CPH Lufthavn og Malmö C mellem 18:30 og 19:30. Det skyldes, at et tog, der holder med en teknisk fejl og spærrer på Peberholmen, skal evakueres,' lyder det.

Hos DSB fastslås det, at der ikke bliver indsat togbusser på ruten.

B.T. følger sagen.