Danskere mellem 80 og 84 år må vente lidt længere på det første vaccinestik.

Det var egentlig forventningen, at vaccinationen af gruppen kunne begynde i denne uge. Det ventes nu første at ske i uge ti - i starten af marts.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender.

»Vi havde håbet på, at vi nu kunne gå i gang med at vaccinere de borgere, som hører hjemme i gruppe 7 - altså dem, der er mellem 80 og 84 år.«

»Men desværre har vi fortsat for få af de vacciner, som skal bruges til de ældste,« siger styrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse.

Udskydelsen skyldes, at det er blevet prioriteret at komme godt igennem vaccinationen af patienter med særligt øget risiko.

»Det er lykkedes os at tage et ordentligt ryk fremad. Når ugen er omme, regner vi med, at minimum 50.000 personer vil have fået deres første vaccination,« siger Søren Brostrøm.

I tirsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut fremgik det, at knap 375.800 danskere havde fået mindst ét vaccinestik på de knap ni uger, der er gået, siden de første stik blev givet 27. december.

Danmark modtager i næste uge 80.730 doser af Pfizer/BioNTechs vaccine.

Størstedelen skal bruges på at give det første stik til ældre, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem, personer, som er 85 år eller ældre, personer i særligt øget risiko for alvorligt forløb og pårørende.

I slutningen af denne uge kommer der derudover cirka 45.600 doser af vaccinen fra AstraZeneca, der skal bruges i næste uge. De skal bruges på frontpersonale, som varetager en kritisk funktion, eller er i særligt øget risiko.

/ritzau/