En konflikt mellem Nordjyllands Trafikselskab og flexvognmænd betyder, at rigtig mange biler har holdt stille torsdag.

Og selvom nogle biler er blevet sendt på gaden fredag, er krisen langtfra over.

Det vil nordjyderne i første omgang kunne mærke ved, at det henover weeenden ikke er muligt at bestille flexture.

Trafikselskabet lover dog, at den service er oppe at køre fra mandag. Men en reel løsning på konflikten kan have lange udsigter.

Stridspunktet er – som så ofte – penge.

Vognmændene er i forvejen pressede, og de stigende brændstofpriser har kun presset dem yderligere. Derfor har de bedt om flere penge fra trafikselskabet for de ruter, som de kører for dem.

»Vi har allerede reguleret ekstraordinært for at imødekomme udfordringerne, men der er nogen, som føler, at det er utilstrækkeligt, og det er vi helt med på, siger Nicolai Sørensen, underdirektør i Nordjyllands Trafikselskab og fortsætter:

»Men vi kan ikke bare åbne kassen, selv hvis vi ville.«

Som offentlig virksomhed er der nemlig begrænsninger for, hvor meget de kan honorere deres leverandører.

Så selvom flere chauffører altså har meldt sig klar bag rattet fredag, skal de kigge længe efter flere penge, som var målet med at slukke motoren.

Per Clausen (EL) mener, det er dybt problematisk, hvis flextrafikken bliver ramt af konflikt. (Arkivfoto)
Per Clausen (EL) mener, det er dybt problematisk, hvis flextrafikken bliver ramt af konflikt. (Arkivfoto) Foto: Camilla Rønde
Vis mere

»De stigende priser er en kæmpe ekstra udgift for os, og nogen er nødt til at tage ansvar for det. I hvert fald hvis de vil blive ved med at have os til at køre for dem,« sagde Martin Wunderow, indehaver af Dybvad Taxi onsdag til B.T.

På sigt kan det betyde, at flere vognmænd vurderer, at det ikke er profitabelt for dem at køre flexture i Nordjylland.

»Det kan ende i en langstrakt konflikt, hvor vi er nødt til at skrue ned for fritidskørsel,« siger Nicolai Sørensen.

Fritidskørsel er de ture, man kan bestille fra dør til dør til en favorabel pris eller gratis til den nærmeste bus- eller togstation.

»Flextrafikken er en uundværlig del af den kollektive trafik i Aalborg. Den er nødvendig for at vi kan servicere borgere i yderområderne. Så det vil være et stort problem, hvis vi skal undvære den,« siger Per Clausen (EL), rådmand i Klima og Miljø i Aalborg Kommune.