Det første møde med svigermor kan få de fleste til at ryste i bukserne, og når svigermor så endda er dronning, så er der endnu mere grund til at være nervøs. Men da kronprins Frederik for første gang viste sin udkårne frem for sin mor, dronning Margrethe, gik det heldigvis bedre end nogen kunne drømme om. Dronningen var nemlig vild med Mary.

Det fortæller dronning Margrethe i et eksklusivt interview med Berlingske søndag.

»Jeg må sige, at den allerførste gang, han lod mig møde hende, håbede jeg, at det ville holde. Som man siger: makronbunden var i orden. Det udtryk brugte min mor, og det var tydeligt, at makronbunden i høj grad var i orden,« fortæller Dronningen om Mary.

Kronprins Frederik mødte sin kone - australske Mary Donaldson - da han var på besøg i Sidney under de Olympiske Lege i 2000. I oktober 2003, hvor dronning Margrethe altså havde konstateret, at 'makronbunden var i orden', offentliggjorde Kongehuset, at Frederik og Mary var blevet forlovet. De blev gift i maj 2004.

Og ifølge dronning Margrethe ville også hendes egen mor, dronning Ingrid, have syntes godt om Frederiks udkårne. Det fortæller hun i interviewet med Berlingske.

»Jeg tror, at min mor ville have været meget glad for Mary. De mødtes aldrig. Frederik havde kun lige mødt Mary, da min mor døde. Men jeg tror, at han allerede på det tidspunkt var temmelig sikker på, at det var her, der skulle sættes ind,« fortæller hun til Berlingske.

Dronning Ingrid døde i november 2000 - altså blot to måneder efter Frederik og Mary havde mødt hinanden første gang.

Dronningen fortæller desuden i interviewet, at hun er stolt over kronprinsessens arbejde med blandt andet kvinder, der er udsat for vold, og mobning i skolerne - både som Dronning og som svigermor. Selvom hun ikke er helt sikker på, hvordan hun bliver opfattet som svigermor.

»Det kan være, at jeg er en rædselsfuld svigermor, men hun er stolt!« fortæller dronningen.

Dronning Margrethe fylder 75 år d. 16. april. I den anledning bliver hun fejret i flere dage op til fødselsdagen. Hun har blandt andet været midtpunkt for en tv-transmitteret hyldest med danske kunstnere, der bliver holdt gallataffel dagen før hendes fødselsdag, og der er sågar blevet sendt en serie specielt designede mønter på gaden.

Og så har hun givet en række interviews til forskellige medier. I Berlingskes interview gjorde hun sig især bemærket ved at komme med noget, der kunne tolkes som en politisk udmelding om indvandrere og flygtninges integration i Danmark.