En 21-årig rumænsk mand er nu blevet anholdt, efter en ung kvinde blev befamlet og kysset mod sin vilje i sin lejr på Roskilde Festival.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Kvinden havde givet et fyldestgørende signalement af gerningsmanden, og derfor kunne politiet anholde ham på pladsen kort efter middag mandag.

Politiet fik anmeldelsen søndag eftermiddag, hvor en 25-årig kvinde kunne fortælle, at hun kort forinden var blevet antastet af en mand.

Manden ville hvile sig i hendes lejr, men kort tid efter tilbød han hende massage, mens han befølte hende flere steder på kroppen og kyssede hende.

Det til trods for at hun både fysisk og verbalt forsøgte at modsætte sig.

Mandag udsendte politiet så en efterlysning af manden, som havde en del særlige kendetegn. Blandt andet havde han blå maling på højre overarm, blå bøllehat, lilla T-shirt og bar på en grøn pose.

I forbindelse med efterlysningen lød det, at han var mistænkt for en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse.

Politiet er nu i gang med at sagsbehandle sagen for at vurdere, om den 21-årige rumæner skal i grundlovsforhør.