Gammelt og nyt. Kulturskatte og shopping. Cocktails og baklava. Tyrkiske Istanbul er en fascinerende blanding af øst og vest.

09.00

Tag hul på Istanbuls kulturelle skatte med et besøg i Hagia Sofia (lukket mandag) i den gamle bydel.

Først var den kirke, så blev den moske, og siden 1934 har den været museum. Hagia Sofia er bygget i årene 534-539, dengang Istanbul hed Konstantinopel og er den fjerdestørste katedral i verden. Og har du kun ét skud i bøssen til at besøge et religiøst bygningsværk i Istanbul, så vælg Hagia Sofia og få et historisk boost af de helt store. I 1453 omdannede sultanen den til en moske, og de 4 minareter omkring kuplen kom til. Inden muslimerne jog de kristne på porten, havde den romersk-katolske og den ortodokse fløj dog selv sørget for rigeligt med interne blodsudgydelser i kampen om brugsretten til Hagia Sofia. Kirkens fantastiske mosaikker, der før var overmalet, er i dag restaureret. Kun et stenkast fra Hagia Sofia ligger Sultan Ahmet Camii, Den Blå Moske, bygget for at overgå Hagia Sofia i størrelse og skønhed. Den er da også et imponerede skue udefra, men indvendig er Hagia Sofia den mest interessante af de to.
ayasofyamuzesi.gov.tr/en

11.00

Istanbuls Grand Bazaar (lukket søndag) er med sine 61 overdækkede smalle gader og over 3.000 forretninger en af de største af sin slags i verden, så hér kan man godt fare vild. Anlægget af dette stykke by i byen blev påbegyndt i 1450erne, efter at osmannerne havde erobret Konstantinopel. Basaren er ikke bare stor, den er også smuk, og hvis du kan få et øjebliks fred for sælgere af cashmere-tørklæder og kopi-tasker, så kig op og nyd udsmykningen i de buede lofter. Eller find vej til et af de små spisesteder, vi fik en fortrinlig linsesuppe til omkring 15 kroner pr. snude.

13.00

Istanbul kan være en ret larmende oplevelse, så tag en pause og nyd en halv times stilhed under jorden i Basilica Cisternen, den største af Istanbuls cisterner og bygget tilbage i 500-tallet for at sikre byens vandforsyning i tilfælde af belejring. Cisternen stod ubrugt hen i mange år, men blev åbnet for offentligheden i 1987 efter en omfattende restaurering. Det er en meget stemningsfuld oplevelse at gå rundt på gangbroerne mellem de 336 smukt dekorerede og belyste søjler, der bærer bygningsværket.

14.00

En af de ting, der gør Istanbul særligt dragende, er beliggenheden ved Bosperusstrædet, der forbinder Sortehavet med Marmara-havet og adskiller den europæiske del af Istanbul fra den asiatiske. To broer forbinder de to verdensdele, en tredje er på vej, og sidste år blev en tunnel under strædet indviet. En af broerne er i øvrigt lukket for fodgængere på grund af de mange selvmord. Fra kajen ved Galata-broen udgår der både rute- og turbåde, og med et døgn i Istanbul bør man unde sig selv en sejltur på dette fascinerede og et af verdens mest befærdede farvande. Studer undervejs de gamle, fornemme velhaverboliger, kaldet yalier, hvoraf mange er blevet restaureret inden for de senere år. Sejlturen kan gøres enten med småfærgerne, som koster fra 15 kr. for en tur, eller med turistbådene, som koster fra 50 kr. for en tur og inkluderer en guide, som fortæller, hvad man ser undervejs. Nogle ture er også med spisning om bord. Bådselskabernes sælgere er meget ihærdige i deres forsøg på at kapre kunder på kajen, men ikke værre, end at man kan ignorere dem og selv tjekke de forskellige tilbud.

16.00

Storbyferier er hårde ved fødderne, så giv dem en pause og kør et stykke med sporvognslinjen T1. De moderne lave sporvogne snor sig langsomt gennem gaderne tæt på bylivet fra den gamle bydel over Galata-broen til den nye bydel, og fra sit magelige sæde kan man uden at anstrenge sig det mindste få set en masse. T1s rute er 18,5 kilometer lang, og man passerer undervejs nogle af Istanbuls store attraktioner. Man køber poletter til sporvognen i automater ved stoppestederne.

16.30

Hop af ved Istanbul Modern, der er en dejlig kontrast til alt det historiske guld, som byen er ved at svømme over med. Museet er indrettet i en tidligere industribygning ud til Bosporusstrædet, og her er masser af luft og plads omkring værkerne. Istanbul Modern har en god samling af nutidig tyrkisk kunst plus skiftende udstillinger. Museet har desuden en hip og ikke helt billig restaurant, hvorfra der er en fantastisk udsigt – som især kan nydes, når vejret er til at sidde på den store terrasse. Åbent fra kl. ti til midnat hver dag. Selve museet er åbent kl. 10-18, torsdag kl. 10-20 og mandag lukket.

18.30

Tag T1 videre og skift til undergrundstoget F1 til Taksim-pladsen for enden af gågaden Istiklal Caddesi i Istanbuls moderne centrum. Mange husker nok især pladsen for de voldsomme uroligheder i forsommeren 2013. Uroen blev udløst af bystyrets planer om at inddrage den nærliggende park til et indkøbscenter og velhaverboliger – planen blev dog senere droppet. Når man står på pladsen, forstår man egentlig godt de lokales vrede dengang, for her vrimler altså ikke med grønne træer. Faktisk er Taksim lidt af en stenørken, og i skønhed kan den ikke måle sig med berømte pladser i andre storbyer som Paris og Rom. Det er dog ikke desto mindre her, at Istanbuls indbyggere markerer nytåret og andre store folkefester. Pladsen er livlig og masser af mennesker passerer her, så det er et godt sted at slå sig ned og studere folkelivet og evt. indtage et glas af byens populære granatæble-juice, der sælges i kebabboderne på pladsen.

19.00

Istiklal Caddesi er Istanbuls svar på Strøget i København, men med meget mere liv, også i aften- og nattetimerne. Den lange gågade begynder efter Galata Tårnet (når man har kæmpet sig op ad de stejle gader fra Galata-broen og slutter på Taksim Pladsen). Her ligger internationale kædebutikker side om side med forretninger med lokale varer, cafeer som amerikanske Starbucks (hvor en latte koster under 20 kroner) til tyrkiske kaffehuse med et stort udvalg af baklava fyldt med nødder og dryppende af honning. Det er også på Istiklal Caddesi og i indkøbsgadens små sidegader, at man finder et stort udvalg af restauranter med noget for enhver smag og pengepung. Vi lod os lokke ind på en af dem af ved udsigten til et ledigt bord ved vinduet, så vi kunne følge med i gadelivet. For otte små retter, bl.a. ansjoser, humus og auberginesalat, samt en god, lokal hvidvin og tyrkisk kaffe måtte vi af med et samlet beløb på ca. 300 kroner.

22.00

Hotel Pera Palace, der åbnede i 1892, var et af de foretrukne hoteller for velhavere, der ankom med Orientekspressen fra Paris. Men ligesom den sagnomspundne togforbindelse stoppede sin rute til Istanbul i 1977, gik det også ned ad bakke for Pera Palace. Nu er hotellet imidlertid renoveret fra kælder til kvist, og der er indrettet et lille museum til minde om det moderne Tyrkiets grundlægger, Kemal Ataturk, der har boet på hotellet. Pera Palace drives nu af Jumeirah-kæden, der også ejer syvstjernede Burj Al Arab-hotel i Dubai. Et værelse på Pera Palace fås fra omkring 1.500 kroner, men hvorfor ikke afslutte aftenen på hotellets Orient Bar, hvor man kan synke ned i de komfortable sofaer og nyde stemningen i den eksklusive bar af en anden tid? Betjeningen er fantastisk – det samme er barens cocktails, der koster omkring 100 kroner. jumeirah.com

08.00

Spring morgenbadet på hotellet over og stå klar, når Ayasofya Hurrem Sultan Bath åbner. Et traditionelt tyrkisk bad inkluderer en god gang skrubning af kroppen, hoved- og nakkemassage og efterfølgende bad. Det hele varer omkring 35 minutter og med i prisen på 650 kroner følger en toilettaske med shampoo, conditioner, bodylotion, hamphandske, olivensæbe og sutsko. Har man bedre tid, kan man vælge en længere behandling med f.eks. kropsmassage.ayasofyahamami.com