I dag er det præcis tre måneder siden, at valgplakaterne til sidste års folketingsvalg skulle have været fjernet.

Men nu kan B.T. vise et billede af en valgplakat med skatteminister Jeppe Bruus (S), der blev taget i tirsdags, hvor det hang på en lygtepæl i Lyngby.

Her stillede han op i Københavns Omegns Storkreds, og blev valgt ind med 2.399 stemmer.

Helt konkret skulle alle folketingskandidaternes plakater ellers have været væk 9. november sidste år, da det var kravet, at de skulle have været fjernet otte dage efter valget 1. november.

Skatteminister Jeppe Bruus kunne smile, da den nye SVM-regering blev præsenteret på Amalienborg i december.
Skatteminister Jeppe Bruus kunne smile, da den nye SVM-regering blev præsenteret på Amalienborg i december. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Billedet af valgplakaten med Jeppe Bruus blev taget af den tidligere lokalformand for Socialdemokratiet i Køge, Tommy Kamp og lagt på Facebook i tirsdags.

»Det er altså pinligt. Det må man kunne gøre bedre i Lyngby,« skriver Tommy Kamp.

B.T. har sendt billedet af valgplakaten til Jeppe Bruus, og sent onsdag aften sendte skatteministeren det her svar på sms:

»Den plakat skulle have været ned for længst. Har igen bedt nogle hjælpe med at få den ned. Skulle gerne komme ned i morgen (torsdag red.),« skriver Jeppe Bruus.

Det er ikke første gang, at en politiker lader en valgplakat hænge, når valget er slut. Langtfra endda.

Det er i sidste ende kommunernes ansvar at få taget valgplakater ned fra træer og lygtepæle, hvis ikke politikerne eller frivillige selv gør det.

Efterfølgende sendes regningen så videre til de politikere, hvis ansigt pryder de pågældende plakater.

Ved folketingsvalget i 2019 hev Københavns Kommune knap 4.500 plakater ned, og det kostede hver politiker mellem 50 og 100 kroner pr. valgplakat, skrev TV 2.

Jeppe Bruus har ikke yderligere kommentarer til, at der nu skal fjernes en valgplakat, der har hængt tre måneder længere end den måtte.