Det er ikke noget at komme efter og alle regler er overholdt.

Sådan lyder det nu fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i kølvandet på kritikken af udenrigsminister Jeppe Kofods brug af private fly.

Blandt andet har Enhedslistens Christian Juhl tidligere i dag sagt om udenrigsministerens flyforbrug at »det ligner et systematisk overforbrug« og krævet en redegørelse fra ministeren.

Ifølge Christian Rabjerg Madsen er kritikken af udenrigsministeren dog både helt uberettiget og helt urimelig.

»Vi har en udenrigsminister, som har knoklet for Danmarks interesser i en krisetid, og som har haft et behov for at være til stede mange steder. Når udenrigsministeren har rejst, har alle regler været overholdt,« siger han til B.T.

Kan du fuldstændigt garantere, at alle regler er overholdt?

»Reglerne har været overholdt.«

Hvordan ved du det?

»Jeg er overbevist om, at alle regler har været overholdt,« siger Christian Raabjerg Madsen og fortsætter:

»Det er sådan, at udenrigsministeren som udgangspunkt rejser med rutefly. Der kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt for at passe sit arbejde og have et fortroligt rum, at man booket et privat fly.«

Jeg går ud fra, at regeringens andre ministre kan have brug for det samme for at passe deres arbejde så?

»Det er en vurdering fra gang til gang. Det kommer fuldstændigt an på, hvad det er for en opgave, ministeren har.«

Socialdemokraternes Christian Rabjerg Madsen under spørgetime med statsminister Mette Frederiksen i folketingssalen, tirsdag den 8. februar 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Socialdemokraternes Christian Rabjerg Madsen under spørgetime med statsminister Mette Frederiksen i folketingssalen, tirsdag den 8. februar 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Grunden til jeg spørger er fordi, der, ifølge jeres egen oversigt, ikke er nogle af de andre ministre, der i 2021 har haft brug for at booke privatfly til rejser i Europa. Også selvom de har været til møder i Bruxelles. Kofod har derimod til tre ud af seks rejser taget privatfly til Bruxelles. Du synes ikke, det virker lidt mærkeligt?

»Nej, det synes jeg ikke, det gør.«

Er Jeppe Kofod den eneste minister i regeringen, der har brug for private fly til at varetage sit arbejde?

»Jeg kan bare sige, at der kan være en række tungtvejende grunde til, at man er nødt til at chartre et fly.«

Har Jeppe Kofod mere travlt end alle de andre ministre i regeringen, siden det for eksempel ikke var muligt for ham tage afsted søndagen før det ministermøde, han havde i Bruxelles mandag den 10. maj 2021?

»De gange, Jeppe Kofod har valgt ikke at flyve med rutefly, har det været tungtvejende grunde til det.«

Med al respekt, den talelinje har du brugt ret mange gange, mens vi har talt sammen. Hvad er det for nogle grunde?

»Jamen, det er fordi, at det er det, der er svaret. I de tilfælde, hvor Jeppe Kofod eller andre ministre i regeringen har chartret et privatfly, så er der tungtvejende grunde til det.«

Jeg har stadig ikke forstået, hvad det er – udover det, du kalder gode, tungtvejende grunde. Hvilke grunde?

»Det kan være kalenderhensyn eller behovet for at skulle være til stedet ved et møde i Danmark og kort derefter et møde i udlandet. Det kan handle om behovet for at modtage en fortrolig briefing undervejs. Eller det kan handle om, at det land udenrigsministeren besøger, har stillet krav om chartret fly pga corona. Og de grunde har været til stede være gang.«

Statsminister Mette Frederiksen har det seneste stykke tid gang på gang understreget, hvor afgørende klimaet er. Hvad tænker du om signalværdien i, at en minister samtidig flyver på den vel mindst grønne måde?

»Der er selvfølgelig et hensyn til skatteborgerne ved at man, i de tilfælde, hvor det er muligt, tager et rutefly. Men det er klart, at der er også klimamæssige argumenter for, at hvis man kan, skal man vælge et rutefly.«

Statsminister Mette Frederiksen (S) taler ved et møde for Grønt Erhvervsforum, hvor hun sammen med klima-, energi- og forsyningsministeren, erhvervsministeren og øvrige ministre samt partierne bag Klimaloven samler op på samarbejdet mellem regeringen og erhvervslivet i regeringens klimapartnerskaber, i Eigtveds Pakhus i København, onsdag den 16. september 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) taler ved et møde for Grønt Erhvervsforum, hvor hun sammen med klima-, energi- og forsyningsministeren, erhvervsministeren og øvrige ministre samt partierne bag Klimaloven samler op på samarbejdet mellem regeringen og erhvervslivet i regeringens klimapartnerskaber, i Eigtveds Pakhus i København, onsdag den 16. september 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Kunne man så ikke planlægge sin kalender efter, at det skal være muligt at flyve med rutefly?

»Jeg har fuld tillid til, at man kalendermæssigt gør hvad man kan i ministerierne for at planlægge bedst muligt.«

Mange af de reaktioner, vi har fået fra vores læsere handler om, at det sender et dårlig signal at en minister har et stort forbrug af private fly i en tid, hvor mange har svært ved at få pengene til at række på grund af især de høje varmepriser. Hvad tænker du om det?

»Befolkningen har selvfølgelig har en klar forventning om, at vi gør alt hvad vi kan for for eksempel at afbøde konsekvenserne af stigende varmeregninger. Det gør vi også. Og så tror jeg også, befolkningen har en forventning om, at ministrene passer deres arbejde. Det kan jeg garantere, at udenrigsministeren har gjort.«

Og det har været nødvendigt at booke 12 privatfly på et år for at varetage det arbejde?

»I de tilfælde, hvor man har valgt at flyve med private fly, har det været nødvendigt.«