Der skal afsættes flere midler til politiet, og ordensmagten bør bruge vandkanoner mod uromagerne, hvis demonstrationerne mod islamkritikeren Rasmus Paludan fortsætter.

Det mener formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF).

»Vi vil bede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forklare udvalget, om politiet har brug for flere midler og værktøjer til at imødegå disse uroligheder fra utilpassede indvandrere og autonome. Vandkanoner kunne være et fint redskab, politiet kan bruge,« siger han.

Du er ikke bekymret for, at det kan optrappe volden?

»Nej, jeg vil bare sikre mig, at politiet har det rette værktøj, så man kan undgå, at politifolk bliver skadet i disse sammenstød. Det er jo nu tydeligt, at der er tale om professionelle ballademagere. Et sammenrend af unge utilpassede indvandrere og autonome, som bare vil balladen. De er klædt i sort og gode til at lege kispus med politiet, og de skal bare have en undskyldning for at gå amok. Hvis de bliver mødt med vandkanoner og tåregas, er det helt fint med mig,« siger Peter Skaarup.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, ses her under sin beretning ved DF's årsmøde i Herning Kongrescenter, søndag den 16. september 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, ses her under sin beretning ved DF's årsmøde i Herning Kongrescenter, søndag den 16. september 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Politiet har dog ikke planer om at bruge vandkanoner mod personer, erfarer B.T.

Paludan, stifteren af partiet Stram Kurs, har planer om at møde op på Blågårds Plads på Indre Nørrebro igen tirsdag.

Og vreden mod hans optræden søndag medførte tilsyneladende bilafbrændinger helt ude på Amager.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lægger vægt på Rasmus Paludans 'meningsløse provokation' - både i sine søndagstanker på Faebook og i et tweet, hvor han skriver:

'Tager kraftig afstand fra Paludans meningsløse provokationer, der ikke har andet formål end at så splid. Mød ham med argumenter - ikke med vold. Værn om demokratiet og ytringsfriheden. Lad ikke nedsættende handlinger rettet mod bestemte grupper i DK ødelægge vores sammenhold.'

Peter Skaarup er ikke enig:

»Jeg havde nok ikke skrevet det sådan, som han gør. Han bruger ni tiendedele af det tweet på at skælde ud på Paludan. Men det er jo ikke ham, der smider sten mod politiet eller brænder biler af. Paludan er da provokerende. Men når der er ballade i bydelen i 12 timer efter, at han har været der i to minutter, så er han ude af billedet. Så er det de kriminelles skyld. Man nævner, at det har kostet 6 mio. hidtil at have Rasmus Paludan gående rundt. Men det er jo ikke ham, der udøver volden. Det er de andre.«

Peter Skaarup er derimod helt enig med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der skrev:

'Skandaløs optræden på Nørrebro: Ytringsfriheden skal forsvares uanset, at man ikke er enig med provokatøren! De, der angriber ham og politiet fysisk, er ytringsfrihedens fjender og skal fordømmes.'

»Jeg er helt enig med Anders Samuelsen. Jeg håber også, Lars Løkke ville skrive det anderledes, hvis han skrev det i dag. For nu ved vi, det var et sammenrend af professionelle ballademagere,« siger Peter Skaarup.

»Det er helt uacceptabelt at angribe politiet, og det skal have hårde konsekvenser. Det, der tog overhånd søndag, var ikke Rasmus Paludan, men nogle utilpassede uromagere, som skal have lange ubetingede fængelsesstraffe eller udvises af Danmark, hvis de ikke er danske statsborgere.«

Politi i området omkring Skyttegade under uroligheder på Nørrebro i København, efter at den kontroversielle partistifter Rasmus Paludan har afholdt demonstration i området søndag den 14. april 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Politi i området omkring Skyttegade under uroligheder på Nørrebro i København, efter at den kontroversielle partistifter Rasmus Paludan har afholdt demonstration i området søndag den 14. april 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Foto: Philip Davali
Vis mere

Men er det ikke provokerende at sætte ild til Koranen eller kaste med den i et område, hvor der bor mange muslimer?

»Jo, men så må folk kigge den anden vej og ignorere hans provokationer. Jeg bryder mig ikke om hans metoder, og jeg kunne aldrig selv finde på sådan noget. Men man kan sige det samme om islamister, der råber på et kalifat inde på Christiansborg Slotsplads. De bliver heller ikke mødt med vold, og det skal de heller ikke.«

»Så længe Rasmus Paludan holder sig inden for lovens grænser, skal han have lov at sige sin mening, også selv om man måtte være uenig. Det her er jo ikke Mellemøsten, hvor man ikke må angribe religion. I Danmark skal vi kunne sige, hvad vi vil - også om religiøse minoriteter,« siger Peter Skaarup.

Københavns Politi fik en vandkanon i 2009, og planen var ifølge artikler dengang muligvis at bruge den ved klimatopmødet det år. Det blev den dog ikke, og Københavns Politi oplyser nu, at de har et brand- og redningskøretøj. Men det bruges til at slukke brande og bruges som udgangspunkt ikke mod personer.