Det er både et udtryk for middelaldermentalitet og en decideret skandale.

Sådan lyder reaktionen nu fra flere partier, efter det er kommet frem, at homoseksuelle par ikke er velkomne på udvalgte hoteller, når fodboldfesten sparkes i gang i november.

Og blodet er kommet yderligere i kog, efter Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani, har svaret på den massive kritik med ønsket om, at man »respekterer vores kultur«.

»Det er jo helt på månen. Hvad hvis det var kristne, der ikke var velkomne? Eller socialdemokrater,« spørger Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard, retorisk.

»Vi er hele tiden blevet betrygget i, at der ville ske fremskridt fra værtslandets side, men de skuffer igen og igen. Som arrangør må FIFA jo enten fortælle LGBT-fans, at de skal blive væk, hvilket jo er grotesk, eller også skal de gribe ind.«

Regeringens støtteparti har længe været modstander af Qatars VM-værtskab.

Det skyldes landets generelle problemer med menneskerettigheder, men især de horrible forhold for fremmedarbejdere, der bygger de glitrende stadions i ørkensandet.

Men bør man så boykotte slutrunden? Ikke alene, lyder det.

»Den danske regering bør opfordre en bred flok af demokratiske lande til at gå sammen og blive væk i november,« lyder opfordringen fra Søren Søndergaard.

Socialdemokratiets kulturordfører, Ida Auken, kalder Qatars håndtering af LGBT-fans for et udtryk for »middelalderlige værdier«.

Hun forklarer, at regeringen i internationalt regi arbejder på, at man »aldrig igen skal stå i en situation som denne, med et VM-værtsland der går imod alt, hvad vi står for«.

Men et boykot er dog ikke vejen frem.

Ida Auken, Socialdemokratiets kulturordfører, mener ikke, at et boykot af VM i Qatar er en god idé.
Ida Auken, Socialdemokratiets kulturordfører, mener ikke, at et boykot af VM i Qatar er en god idé. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det må være op til os politikere at føre politiken og lægge alt det pres, vi kan på Qatar og gøre den sportswashing som landets værtskab jo er et klart eksempel på så dyrt som muligt omdømmemæssigt for landet,« tilføjer hun.

Den køber Enhedslisten dog ikke.

»Vi må jo reagere på sådan noget her. Ikke mere vrøvl og ævl. Hvis man deltager, så blåstempler man hele farcen,« fastslår Søren Søndergaard.

Heller ikke tidligere kulturminister Uffe Elbæk, der i dag er kulturordfører for udbryderpartiet Frie Grønne, ser positivt på regeringen standpunkt.

»Med denne udmelding fra Qatar, må der ikke længere være tvivl om regerings position: En politisk boykot af VM. Hvis det ikke er tilfældet holder al politisk logik og etik op,« siger han.

Han opfordrer samtidig til, at DBU, spillerne, de danske fanorganisationer og fans generelt bliver hjemme i protest.

»Én ting er at løbe ind på stadioner, bygget på ligene af bygningsarbejdere. Og nu denne udmelding, at LGBT-borgere er uønsket til VM. Det kan jo ikke blive værre,« slutter Uffe Elbæk.

VM-slutrunden i Qatar begynder 21. november, og finalen spilles 18. december.