Hvis København begynder at producere og sælge hash, vil hovedstaden i endnu højere grad bliver en magnet for folk, der vil købe hash, frygter borgmestre for omegnskommunerne.

Flere socialdemokratiske borgmestre fra kommunerne omkring København tager afstand fra overborgmester Frank Jensens (S) forslag om at lade Københavns Kommune producere og sælge hash.

Ole Bjørstorp (S), borgmester i Ishøj, kalder forslaget dårligt:

»Jeg går ikke ind for fri hash. Jeg synes, det er et skråplan at komme ind på. Jeg er bange for, at det breder sig endnu mere, og det er ikke til gavn for nogen.«

Han er ikke i tvivl om, hvad det vil betyde, hvis Frank Jensens forslag gennemføres.

»Uha, så vil markedet blive oversvømmet meget mere, end det gør i forvejen. Det er der ingen tvivl om.«

Helle Adelborg (S), borgmester i Hvidovre, afviser også forslaget.

»Jeg er ikke tilhænger af legalisering,« siger hun og giver udtryk for, at man godt kan frygte, at København i endnu højere grad bliver en magnet for folk, der gerne vil købe hash.

Det er tredje gang, Frank Jensen foreslår forsøg med legalisering af hash.

»Han må jo mene det,« svarer Helle Adelborg på spørgsmålet om, hvad hun siger til, at overborgmesteren kommer med forslaget igen.

Hvis legaliseringen skal gennemføres, kræver det dispensation fra Justitsministeriet, og det blev første gang afvist af den tidligere VK-regering. Anden gang sagde daværende justitsminister Morten Bødskov (S) nej.

Bliver forslaget til virkelighed, skal alle danskere over 18 år kunne købe op til fem gram hash i Københavns kommunale hashboder ved blot at fremvise sygesikringskort. Forslaget om legaliseret hashhandel præsenteres for Københavns Økonomiudvalg 4. marts og behandles derefter.