Forhandlingerne om en ny overenskomst for de kommunalt ansatte er brudt sammen.

De kommunale overenskomstforhandlinger er brudt sammen, bekræfter Dennis Kristensen, der er formand for fagforbundet FOA.

Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), som er chefforhandler for Kommunernes Landsforening, forklarer til TV2 News, at kommunerne ikke kan være lønførende til skade for dansk konkurrenceevne.

- Vi har tilbudt at lægge os lige op af det private forlig med lønstigninger på 7,5 procent. Men vi er mødt af krav om lønstigninger på over 9,1 procent, siger Michael Ziegler.

Søndag klokken 15 begyndte overenskomstforhandlingerne mellem kommunerne og Forhandlingsfælleskabet, der repræsenterer cirka 564.000 ansatte i de 98 kommuner og de fem regioner.

Både topforhandler for kommunerne Michael Ziegler og chefforhandler for Forhandlingsfælleskabet Anders Bondo Christensen udtrykte før forhandlingerne optimisme om at nå frem til et forlig.

Det er ikke lykkedes, hvorfor forhandlingerne nu er brudt sammen.

/ritzau/