Venstre-minister Morten Dahlin går ind for 11 ugers øremærket barsel til alle danske fædre. Bare ikke lige for ham selv. Dahlin har valgt kun at tage fem ugers barsel med sin datter, der lige er fyldt et år.

Venstre går i dag officielt varmt ind for, at det er vigtigt, at mænd tager mere barsel. 

Faktisk er implementeringen af den øremærkede barsel til fædre ifølge Venstres ligestillingsminister Marie Bjerre »til mænd det største ligestillingsskridt, vi kommer til at se i nyere tid.« 

Men 11 ugers øremærket barsel er tilsyneladende ikke en gave, som Morten Dahlin vil have. 

Ministeren for blandt andet kirke og landdistrikter har nemlig selv blot holdt 35 dages barsel, efter han blev far i marts 2023. 

Dahlin har ellers tidligere sagt, at han planlagde at holde 11 ugers orlov, men sådan gik det altså ikke. 

Morten Dahlin har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail fra sit ministeriums presseafdeling, at han egentlig havde taget barsel i november sidste år, der så blev afbrudt, da han fik mulighed for at blive minister. 

»Efterfølgende havde jeg så mulighed for at holde barsel i fem uger i år. Venstres synspunkt har aldrig været, at vi skulle tvinge nogle på barsel. Vi skal skabe mulighed for, at både mor og far kan tage barsel,« lyder det. 

Foreholdt sin partifælle Marie Bjerres udsagn om, at det vigtigt for ligestillingen i Danmark, at mænd tager en større del af barslen, og om hvilke overvejelser i forhold til ligestilling, han har gjort sig ved selv at tage under halvdelen af den øremærkede barsel, lyder det således fra Dahlin: 

»Jeg har taget barsel og er meget glad for det. Jeg gjorde det ikke for ligestillingens skyld, men for min egen, min datters og min families. Jeg skal ikke blande mig i, hvad andre familier vælger at gøre, men jeg er glad for, at fædre nu også har gode muligheder for at tage barsel.«

Mener du generelt, det er et problem, at det fortsat er kvinderne, der tegner sig for langt størstedelen af barselsorloven i Danmark?

»Jeg mener, at der skal være gode muligheder for, at både far og mor kan tage barsel,« skriver Dahlin. 

Hans Christiansborg-kollega Peter Kofod fra Dansk Folkeparti blev også far for første gang i 2023 og har selv holdt to måneders barsel med den lille ny. 

»Uha, så synes jeg da, han skal hjem og have lidt ekstra pause sammen med babyen,« siger han. 

»Ej, spøg til side. Helt ærligt, så tror jeg, at jeg mener det samme som Morten Dahlin i bund og grund gør, nemlig at danskerne selv må bestemme, hvordan de vil indrette sig. Så har Venstre desværre for ham bare valgt at føre en fuldstændig vanvittig politik, hvor man vil bestemme over alle andre,« siger Peter Kofod. 

Også hos Liberal Alliance er der fuld opbakning til, at Morten Dahlin holder sin barsel, som det passer ham. 

Han bør bare ikke samtidig lave regler for, hvordan danskerne generelt skal fordele barselsorloven.

»Jeg har den holdning, at alle skal have mulighed for at tage den barsel, som det nu passer dem og deres familie. Men Venstres holdning er jo, at fædre skal have øremærket barsel i 11 uger. Så er det jo mærkeligt, at Morten ikke vil efterleve sin egen politik,« siger partiets politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen. 

»Det er slående, at han benytter sig af frihedsrettigheder, som han har som folkevalgt, men som han ikke vil give til andre. Barsel er en meget personlig ting, og den skal ikke detailstyres af politikere,« siger hun.  

Heller ikke finansminister Nicolai Wammen har holdt 11 ugers barselsorlov, efter han i november 2022 blev far til sit tredje barn. Han fandt dog tid til at holde i alt syv ugers orlov i sommeren 2023. 

De nyeste tal fra Danmarks Statistik den 18. april 2024 viser, at flere mænd er begyndt at tage barselsorlov. De tager i gennemsnit 25 barselsdage mere, end de gjorde før den øremærkede barsel.

Modsat holder kvinder 34 dage færre barselsdage i gennemsnit, men de tager fortsat alt den barsel, de er berettiget til.

En undersøgelse blandt 1.560 ledere i danske daginstitutioner viser også, at den samlede barselsmængde er faldet, hvilket betyder, at børnene starter tidligere i institution end før, loven blev indført. 

Før den øremærkede barsel blev indført i Danmark viste tal fra Danmarks Statistik, at kvinder i gennemsnit tog 280 dages barselsorlov, mens mændene holdt 34 dage.