Lyt til artiklen

Før valget i 2019 var det det helt afgørende for Mette Frederiksen, at der blev ansat 1000 flere sygeplejersker.

Nu, snart fire år efter efter det socialdemokratiske valgløfte første gang blev givet, står det klart, at der stadig er langt til målet. Rigtig langt.

En ny opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen viser nemlig nu, at der i første kvartal 2022 blot var ansat 47 flere sygeplejersker i forhold til udgangspunktet for valgløftet, som var fjerde kvartal 2019.

Allerede tilbage i april i år stod det klart, at regeringen ikke ville komme til at indfri det storstilede valgløfte om 1000 flere sygeplejersker.

På det tidspunkt viste tallene, at der var blevet ansat 364 flere sygeplejersker i forhold til 2019.

»Vi har virkelig brug for at målsætningen nås, for sygeplejersker er utroligt hårdt pressede, fordi de mangler kolleger og derfor er færre om opgaverne og vagterne. Operationer udskydes på stribe, og det ser kun ud til at blive værre,« siger Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd om de nye tal i en pressemeddelse.

Socialdemokratiet har kun fået gennemført ét ud af 13 forslag fra udspillet 'Tid til omsorg' fra 2018.
Socialdemokratiet har kun fået gennemført ét ud af 13 forslag fra udspillet 'Tid til omsorg' fra 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I andet kvartal af 2021 nåede regeringen kortvarigt målet om 1000 flere sygeplejersker, men allerede i fjerde kvartal samme år var tallet igen nede på blot 211 flere sygeplejersker.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, skriver i en sms til B.T., at regeringen tidligere har indfriet valgløftet om de 1000 sygeplejersker.

»På grund af sygeplejekonflikten har vi så desværre set et fald. Det er stadig sådan, at der er flere sygeplejersker nu end da den tidligere regering stoppede i 2019,« skriver Rasmus Horn Langhoff.

Løftet om 1000 flere sygeplejersker var en del af Socialdemokatiets udspil 'Tid til omsorg', som Mette Frederiksen præsenterede tilbage i efteråret 2018.

B.T. har tidligere kunnet fortælle, at det blot er ét ud af 13 forslag i udspillet, regeringen har fået gennemført.