Børne- og socialminister Mai Mercado erkender, at udspil kan resultere i færre børnehaver og vuggestuer.

København. Regeringens ghettoudspil kan føre til lukning af børnehaver og vuggestuer.

Det siger Eva Munck Immertreu, der er formand for lederforeningen i Bupl, til Information.

- Vi mangler i forvejen institutionspladser, særligt i Københavns Kommune. Og hvis det her bliver til virkelighed, hvad vi kan være bekymrede for, vil der komme til at mangle yderligere, forklarer hun.

Færre børnehaver og vuggestuer er ikke en direkte del af ghettoudspillet, men er en afledt effekt af to elementer heri, skriver Information.

Regeringen ligger i sit udspil op til, at kun 30 procent af børnene i daginstitutioner må komme fra udsatte boligområdet.

Derudover foreslår regeringen, at børn, der ikke bor i belastede kvarterer, ikke skal kunne anvises pladser i daginstitutioner med tilknytning til disse.

Daginstitutioner i udsatte områder vil altså ikke få tildelt børn udefra, og de vil derfor kun kunne opfylde 30-procentskravet, hvis nok fra velfungerende boligområder frivilligt vælger institutionen.

- Det vil betyde, at der vil være nogle institutioner, vi ikke kan fylde op. Så bliver der skåret i budgetterne, så forsvinder personalet, og så kan man være nødt til at lukke institutionen. Det er simpelthen et skrækscenarie, siger Eva Munck Immertreu til Information.

Børne- og socialminister Mai Mercado er klar over, at ghettoplanen kan føre til lukning af vuggestuer og børnehaver. Hun ser det dog ikke nødvendigvis som et problem.

- Hvis en institution bliver nødt til at lukke, er det jo, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange, der vil søge den. Fordi den ikke er attraktiv nok.

- Og jeg tror, det er rigtig vigtigt at have respekt for forældrenes valg. Så skal man som kommune være opmærksom på at levere nogle rigtig, rigtig gode daginstitutioner, siger hun til Information.

Det er uklart, hvordan regeringen vil gøre daginstitutionerne i udsatte boligområder så attraktive, at de kan tiltrække børn udefra.

Mai Mercado forklarer til Information, at hun forestiller sig, at daginstitutionerne kan blive attraktive ved at have ekstra normering, være skovbørnehaver eller ved at satse på at have særlige profiler.

/ritzau/