»Det kan godt komme til at ende galt for Nye Borgerlige.«

Nye Borgerlige og formand Pernille Vermund holder søndag sommergruppemøde med efterfølgende pressemøde.

Men der er slået revner i partiet, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

»Styring fra toppen og centraliseringen har været et stort internt problem. I sin grundessens havde der nok ikke være problemer, hvis de havde holdt de store målinger, for så var der plads til alle spidskandidaterne.«

»Men topstyringen kommer til at koste nogens mandater. Der er opstået for stor utilfredshed. Derfor er der sorte skyer over Nye Borgerlige forud for sommergruppemødet. Glansen er væk. Luften er gået ud af ballonen. Det er et skrøbeligt parti,« siger Joachim B. Olsen.

B.T. har tidligere beskrevet de interne stridigheder. Balladen brød ud, efter at en af Nye Borgerliges folketingskandidater på Fyn, Malte Jäger, skrev et længere opslag på Facebook, hvor han argumenterede for, at Nye Borgerliges medlemmer på Fyn ikke har fået lov at vælge deres egen spidskandidat.

I stedet er Mikkel Bjørn blevet udpeget af partiets ledelse på Christiansborg som spidskandidat på Fyn, selvom han er fra Randers.

Rokaden er blevet opfattet af mange i partiet som et stort problem, og flere har efterfølgende trukket stikket og forladt partiet. Det skriver Jyllands-Posten.

Og det er måske også, fordi kursen er blevet lagt om. Man har hele tiden ønsket en decentralisering af Danmark, og nu står man med en centralisering i eget parti og en formand, der i Berlingske åbner op for en flertalsregering i blå blok.

»Nye Borgerlige er et protestparti og fik vind i sejlene, da flygtninge væltede ind over grænsen. Mange af de vælgere, som har stram udlændingepolitik som hovedsag, havde en frustration med det politiske etablissement, herunder DF, som ikke kunne udnytte situationen. Vermund udnyttede det dygtigt med knivskarp kommunikation,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»De brystede sig som et klassisk protestparti med alle løsningerne. De sagde, at de havde tre ultimative krav til blå blok, som fik retorikken til at være helt oppe i toppen og fangede mange. Nu er der gået nogle år, og det er, som om  luften er gået lidt af ballonen. Vermund begynder at tale om, at det godt kunne være, at man skulle lave en flertalsregering. Det er meget farligt for et protestparti.«

Joachim B. Olsen vurderer, at Pernille Vermund og resten af Nye Borgerliges folketingsmedlemmer har fundet ud, at græsset er grønnere med mere magt, men det er ikke i trit med deres vælgere.

»Det er ikke så spændende at sidde i opposition hele tiden. Når man kommer på Christiansborg, så finder man ud af, at magt er sjovt. De vælgere, som de har, de er jo protestvælgere. Hun kan ikke blive en del af etablissementet, det kan kun gå galt.«

»Vælgerne vil have stram udlændingepolitik og det kan hun ikke få i en regering. Hvis hun bliver en del i etablissementet, så bliver hun realpolitiker, og det er ikke 'Nye Borgerlisk'. Hvis du vil være et protestparti, så må du leve med, at der er grænser for din vej i politik, men Vermund prøver at ændre på det nu, og det bliver spændende at følge.«