Beskyldninger om at Netto sælger tilbehør til smartphones, hvor ideen til produktet, ifølge anklagen, er stjålet fra en dansk iværksætter, får discountbutikken til at stoppe salget af varen midlertidigt, mens sagen undersøges.

Det oplyser Netto til BT søndag eftermiddag.

»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi ikke ønsker at handle med kopivarer eller andre varer, hvor der stilles spørgsmålstegn til vores etik, og derfor stopper vi salget og fjerner produktet fra butikken, mens vi kigger yderligere ind i sagen,« lyder det fra Nettos marketingchef, Martin Hasgard Olesen.

Beskyldningerne om ide-tyveri er fremsat søndag på Facebook, hvor opslaget fra iværksætteren, hvori anklagen fremføres, er delt og ‘liket’ hundredvis af gange.

Og det har altså nu fået discountgiganten til at reagere ved at fjerne smartphonetilbehøret, der kommer fra en dansk leverandør, fra butikkerne.

»Kopivarer er hverken godt for vores kunder, for os eller de som mener sig kopieret, så derfor ønsker vi slet ikke noget, der minder om kopivarer. De vil vi gerne slå helt entydigt fast,« lyder det fra Martin Hasgard Olesen.