Elbilproducenten Fisker med danskeren Henrik Fisker i spidsen forbereder sig på konkurs.

Det kan man læse hos Wall Street Journal, der udgav en artikel herom onsdag aften.

Her skriver de, at Fisker har hyret rådgivere til at hjælpe med at udarbejde en potentiel konkursbegæring.

Det var ikke en nyhed, der faldt i god jord hos investorerne, som sendte Fisker-aktien ned med 46,6 pct. i eftermarkedet.

Generelt har der ikke været mange gode nyheder for den danske bildesigners selskab på det sidste. 

Læs også: Nye tal: Så meget koster et gennemsnitligt hus nu

For et par uger siden kom Fisker med foreløbigt regnskab for 2023, hvor det stod klart, at selskabet enten skal have tilført ny kapital til virksomheden eller refinansieret deres gæld, hvis Fisker skal undgå at løbe tør for penge inden for 12 måneder, skrev Finans.

I slut februar blev Fisker truet med afnotering fra New York Stock Exchange, da Fisker-aktien er i konflikt med reglerne for at være børsnoteret, ifølge Børsen.

Ifølge reglerne på den amerikanske børs, så skal aktierne over en periode på 30 handelsdage i gennemsnit handles til en lukkekurs på minimum 1 dollar.

Tilbage i slut-februar da denne advarsel kom handlede Fisker-aktien i kurs 0,7 dollar. Onsdagens lukkekurs lyder på 0,33 dollar.

I starten af marts var interesseorganisationen for bilister, FDM også ude og tale med store bogstaver. Her advarede de danskere mod at købe bilen på grund af frygten for en forestående konkurs.

Læs også: Giganter går sammen om ny app: 'Giver vidtrækkende adgang – men hold øje med prisen'

Men hvis man skal forstå manden bag elbilen, danske Henrik Fisker, så havde det intet på sig, hverken FDM's advarsel eller den økonomiske usikkerhed.

»FDM er et gammelt konservativt nyhedsmedie (FDM er en interesseorganisation for bilister, red.), som desværre ikke er up to date. Det er tydeligt, at de bliver påvirket af de sensationelle overskrifter, ærgerligt,« skrev Henrik Fisker til B.T.

I februar kaldte en verdenskendt anmelder elbilen Fisker Ocean 'den værste bil, han nogensinde har anmeldt'.

Sidste måned kom det også frem, at den amerikanske myndighed for trafiksikkerhed, NHTSA, har indledt en undersøgelse af Ocean-bilers sikkerhed.

Flere klager lyder nemlig på, at bilister ikke kan skifte til det ønskede gear i Fiskers Ocean-biler.

Læs også: Lau Svenssen: Hvis jeg fik 10.000 kr., ville jeg købe denne våbenaktie

»Vi er et offentligt selskab på Børsen i New York og vi skal klart oplyse om forsigtighed, men vi har også sagt tydeligt, at vi arbejder sammen med investorer for at sikre yderligere midler.«

»Alle nystartede bilvirksomheder arbejder sammen med investorer, mens de vækster, det er normalt. Jeg er glad for at kunne sige, at vi har nogle fantastiske Fisker ejere, der ikke bliver trynet af denne type sensationelle presse,« skrev Henrik Fisker.

Fisker har selv tidligere fortalt, at man ligger i forhandlinger med en 'større bilproducent' om potentiel investering i selskabet.

Senest har Reuters skrevet, at der er tale om den japanske bilfabrikant Nissan.

Ifølge Reuters' oplysninger forhandles der om en investering på 400 mio. dollar, cirka 2,7 mio. kr., i Fisker.

»Vi er her for at blive, uanset nej-sigerne. Vi ved, at vi har et konkurrencedygtigt produkt, og at den etablerede branche ikke synes om det, og det er okay,« lyder det.

Hvad situationen er efter onsdagens melding fra Wall Street Journal må tiden dog vise. 

Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Økonom: Øget forsvarsbudget kan udløse prisstigninger - og få konsekvenser for boligejerne

Læs også: Nyt ukendt bilmærke har fire modeller på vej til Danmark – de første lander til påske