Det er uoverskueligt at finde rundt i rejseforsikringer, mener eksperter.


Skal du på tre ugers kør-selv-ferie i Europa? I sommerhus på Fanø i en uge? Eller på seks ugers dykkerferie i Thailand?

Hvor du skal hen, hvor længe du er væk, og hvad du vil lave, afgør, hvilken rejseforsikring du har brug for, hvis du bliver syg eller kommer til skade på din ferie.

På rejser i Europa er du dækket af det gule sygesikringsbevis, hvis du bliver indlagt på et sygehus. Men skal du flyves hjem, eller holder du ferie udenfor Europas grænser, så har du behov for en særlig rejseforsikring.

Find den forsikring, der bedst dækker dig, med B.T. Plus

Men hvad skal du vælge? Markedet for rejseforsikringer er stort og uigennemskueligt. Du kan købe forsikringen, når du køber ferie hos flyselskaberne eller pakkerejsebureauerne. Hos mange banker får du automatisk en rejseforsikring med i købet, når du bestiller et Mastercard. Hos nogle forsikringsselskaber er rejseforsikringen et fast element i indboforsikringen. Og endelig kan du hos de særlige rejseforsikringsselskaber, som f.eks. Gouda eller Europæiske købe specialforsikringer designet til netop din rejse.

- Rigtigt mange danskere er i tvivl om, hvordan de er dækket. Det tjener de, der sælger forsikringerne, penge på. Rigtigt mange er både dobbelt og tredobbelt forsikret, når de rejser, siger Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent i Forsikring og Pension.

Få mere indhold med B.T. Plus: Få overblik over din rejseforsikring

Men der er stor forskel på, hvor godt de forskellige forsikringer dækker netop din ferie.

- Har man creditcard kan man ikke sige nej til forsikringen. Men problemet er, at forsikringen er et standardprodukt, som man ikke kan vælge tillægsdækninger til. Det kan godt være, man har en rejseforsikring, men hold tungen lige i munden og tjek om den faktisk dækker dine behov, råder Mads Mølgaard Braüner fra Forbrugerrådet.

Vælger du den dyreste forsikring for at være på den sikre side, betaler du for en masse tjenester, som du sandsynligvis aldrig får brug for.

- Der findes måske 40 forskellige tillægsdækninger til rejseforsikringerne. Du kan f.eks. vælge, om du vil have ret til et erstatningssommerhus, hvis det, du har lejet, ikke er i orden. Du kan vælge, om du vil have en bagageforsikring, der træder i kraft, hvis din bagage ikke er dukket op efter to, fem eller tolv timer. Du kan få terrordækning og evakueringstillæg. Det er meget uoverskueligt, siger han.

Få overblik over, hvor det offentlige sygesikringsbevis gælder.

Vil du være sikker på, at du kan holde ferie uden at risikere at blive plukket økonomisk, hvis uheldet er ude, så er det alfa og omega at sikre sig, at du kan komme på hospitalet og bagefter kan komme hjem.

- På en ferierejse til f.eks. Mallorca er du grundlæggende godt dækket ind med en almindelig rejseforsikring, hvor du fravælger alle tillægsforsikringer, siger Mads Mølgaard Braüner.

Er du i tvivl om, hvilke dækninger du har brug for, så gå ind på hjemmesiden www.rejseforsikringsmaaler.dk og tjek din sommerferie.

Hvad skal du være opmærksom på, hvis du holder ferie i Danmark?