Hverken russiske eller hviderussiske atleter får lov at stille til start ved de paralympiske lege i Beijing.

Det bekræfter IPC – den internationale paralympiske komité – i en meddelelse.

Meldingen kommer blot en dag efter, at atleterne egentlig havde fået lov at stille til start i Beijing. Opsigtsvækkende lyder det, at presset fra flere lande og atleter er blevet for stort. De russiske og hviderussiske atleter havde ellers fået lov til at deltage som neutrale, men der skulle ikke gå meget mere end 24 timer, før IPC måtte trække den beslutning i land.

»I de seneste 12 timer har et overvældende antal medlemmer været i kontakt med os og har været meget åbne. Det er jeg taknemmelig for. De har sagt til os, at hvis vi ikke genovervejer vores beslutning, vil det have store konsekvenser for legene. Flere lande, der har været i kontakt med deres regeringer, truer med ikke at deltage,« siger Andrew Parsons, IPC-præsident, og fortsætter:

»Det er meget vigtigt for os at garantere atleternes sikkerhed, og situationen i OL-byen har været under dramatisk udvikling og er blevet umulig. Vi har et ansvar for at garantere et succesfuldt paralympisk OL,« siger han videre.

Han begræder, at de må smide 83 atleter ud af legene.

»Til alle paraatleterne fra de pågældende lande: Vi er så kede af, I er blevet påvirket af jeres regeringers beslutning. I er ofre for deres handlinger. Atleternes velbefindende er og vil altid være vigtigt for os. 83 paraatleter bliver direkte påvirket af beslutningen. Men hvis både Rusland og Hviderusland ville forblive i Beijing, ville flere nationer trække sig. Vi ville ikke få et godt OL. Og de konsekvenser ville være langt mere omfattende,« siger han.

Legene starter fredag 4. marts.