Konnichiwa fra Tokyo!

Hvis I er lige så dårlige til japansk som B.T.s udsendte, så betyder det kort og godt ‘goddag’.

Således kom vi i gang med dag to her til OL i den saunavarme japanske hovedstad. Hvor der i øvrigt er udsigt til ret dramatiske ændringer i vejret, da der er udsendt tyfonvarsel for mandag, tirsdag og onsdag – men den tid, den glæde.

Der skal uddeles 18 guldmedaljer i dag, og vi har en masse danskere i aktion. Så læn jer tilbage og nyd en fed sportssøndag! Herunder får I overblikket over de vigtigste ting, der er sket, mens I har sovet derhjemme.

Dronningen takker af

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Søndag formiddag japansk tid har vi sagt farvel til en af de største danske atleter.

Jeanette Ottesen har taget sit sidste svømmetag som professionel - det skete i finalen på 4x100 meter fri, hvor Danmark blev sidst. Ottesen svømmede fjerde og sidste tur for Danmark og var tydeligt rørt bagefter, hvor tårerne fik frit løb, og der blev uddelt store kram til holdkammeraterne Pernille Blume, Julie Kepp og Signe Bro.

Sidstepladsen skal dog ikke mudre billedet af et flot farvel på den største scene af dem alle. Ottesen kan se tilbage på en karriere med en medaljehøst, der har gjort hende til den mest vindende danske atlet nogensinde. Respekt herfra - og tillykke med en flot karriere!

Forrygende færing

Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW
Vis mere

Færingen Sverri Nielsen har søndag roet kvartfinale i singlesculler - og han fortsatte de suveræne takter fra fredagens indledende heat.

Nielsen vandt overlegent og kunne nå at spise en mindre sushi-anretning, inden de øvrige deltagere krydsede målstregen. Han havde et forspring på hele syv sekunder ned til nummer to - og er dermed klar til semifinalen, som afvikles onsdag.

Den stærke færing regnes for et godt bud på en medalje, og indtil videre har han vist, at han gør sig mere end fortjent til den tillid.

Sensationelt guld

Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

OLs hidtil største sensation er en realitet. Den leverede 18-årige Ahmed Hafnaoui fra Tunesien søndag formiddag i svømmebassinet på mændenes 400 meter fri.

Nej, du ved ikke, hvem han er, men det skal du ikke være ked af. Det var der ikke andre end tunesiske svømme-aficionados, der gjorde - før han altså blev olympisk mester for få timer siden.

Hafnaoui var kvalificeret med den dårligste tid af de otte finalister, men alligevel snød han altså alt og alle og sendte chokbølger gennem den internationale svømmeverden.

Ramt af corona

Endnu et tilfælde af corona har ramt OL. Det er en træner på det hollandske ro-hold ved navn Josy Verdonkschot, som er blevet testet positiv.

Det er tredje positive tilfælde på det hollandske ro-landshold. I det hele taget kan man ikke ligefrem påstå, at den hollandske delegation har fat i den lange ende, når det gælder håndteringen af coronavirussen.

Udover de tre tilfælde på ro-landsholdet er også en hollandsk skateboarder og taekwondokæmper blevet testet positiv tidligere i denne uge.

Dem skal du holde øje med i dag

Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

I dag er det blevet kvindernes tur til at køre landevejscykling, og her har vi Cecilie Uttrup og Emma Norsgaard Jørgensen med som danske repræsentanter. Optimisterne drømmer om en medalje - og det bliver spændende at se, hvad de to har i benene, når de cykler ud på den 137 km lange rute.

Der er også fuld gang i badmintonarenaen, hvor flere danskere skal i kamp - heriblandt herresinglen Anders Antonsen, der er nummer tre på verdensranglisten og derfor en naturlig kandidat til podiet.

I sejlsport skal stjernen Anne Marie Rindom på vandet for første gang. Og det er også værd at holde øje med Jesper Hansen i skeetskydning.