Dronning Margrethe var lørdag til skifest i Holmenkollen i Oslo.

Men i flere udenlandske medier var det noget helt andet, der løb med overskrifterne.

'Skandalescener', 'kaos', 'helvede brød løs' og 'drukfest' er bare nogle af de ord, norske, svenske og finske medier bruger til at beskrive de kaotiske scener, der udspillede sig blandt de omkring 20.000 tilskuere.

Ifølge Aftonbladet blev mere end 50 personer ført væk af politiet – flere af dem i håndjern – mens en del også er kommet til skade.

Dronning Margrethe i selskab med medlemmer fra det norske kongehus til skifestivalen.
Dronning Margrethe i selskab med medlemmer fra det norske kongehus til skifestivalen. Foto: Foto: Bjørn Langsem / Dagbladet
Vis mere

»Der er næsten fyldt op i teltet med tilskadekomne og bevidstløse,« siger indsatsleder ved brandvæsnet Robert Corell til VG.

Aftonbladet skriver, at folk var 'kraftigt berusede', og at flere slåskampe brød løs mellem tilskuerne.

Til svenske Expressen reagerer flere af langrendsstjernerne på kaosset.

»Det lugtede virkelig af alkohol og noget andet sødt ude i løjpen,« siger Moa Lundgren til mediet.

»Det hører ikke hjemme i en sportsarena,« lyder det fra Ebba Andersson, der blev nummer to i i lørdagens 50 kilometer fællesstart.

'Helvede brød løs i Norge', skriver det finske medie Ilta Sannomat.

Også operationsleder ved Oslos politi, Marita Aune, har reageret på de voldsomme scener.

»Nogle kan ganske enkelt ikke opføre sig ordentligt, og de har efterladt deres manerer derhjemme. Det er vi nødt til at bruge ressourcer på, og de ødelægger det for alle andre,« siger Aune til Dagbladet.

Mange af tilskuerne er unge mellem 16 og 20 år, og ifølge Aftonbladet har politiet opfordret forældre, der ved, at deres børn befinder sig på Holmenkollen, til at ringe og sige, at de skal opføre sig ordentligt.

Aftonbladet beskriver også, hvordan en mand var i færd med at ryge kokain tæt på løjpen, hvor den svenske langrendsstjerne Frida Karlsson kom forbi.

Dronning Margrethe, der fulgtes med medlemmer af det norske kongehus, holdt sig umiddelbart på tribunen – langt fra tilskuernes rusfest.

B.T.s underholdningschef reagerede tidligere lørdag på dronning Margrethes tilstedeværelse på Holmenkollen.

Den historie kan du læse LIGE HER.