Håndboldlandsholdets Klavs Bruun Jørgensen har en aftale med Ulrik Wilbek om, at han stopper på holdet efter VM. Han vil koncentrere sig om trænergerningen.

 

Ikke nok med at landsholdet i håndbold skal undvære Joachim Boldsen. Efter VM skal landstræner Ulrik Wilbek også vinke farvel til Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg stopper helt sikkert efter VM i Kroatien til januar, det er min aftale med Ulrik, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV2/Sporten.

Bruun Jørgensen gjorde comeback ved sommerens olympiske lege i Beijing, men efter VM vil han koncentrere sig om sin trænergerning.

- I og med at jeg var med til OL, har jeg stort set prøvet alt med landsholdet, og nu skal jeg også være træner i Albertslund-Glostrup, siger Klavs Bruun Jørgensen og fortæller samtidig, at han regner med helt at stoppe med selv at spille.

- Da jeg skrev under med klubben, havde jeg ikke helt besluttet mig for, om jeg skulle være spillende træner eller ej - men det har jeg nu. Kombinationen af træner og spiller på samme tid er ikke god, siger han.

/ritzau/