Brittney Griners tilbageholdelse betragtes nu som ulovlig af de amerikanske myndigheder.

Den amerikanske basketball-stjerne blev stoppet i Moskva, da der blev fundet cannabis-olie i hendes bagage, og siden har hun været varetægtsfængslet.

Nu fortæller mediegiganten ESPN, at der er sket en markant udvikling, og derfor har de amerikanske myndigheder taget et nyt standpunkt.

'Det er blevet besluttet, at Rsuland ulovligt har tilbagehodlt den amerikanske statsborger Brittney Griner,' lyder en besked til ESPN, hvor det også fastslås, at det specielle beredskab i forhold til sådanne situationer vil blive iværksat.

Foto: Ross D. Franklin
Vis mere

Det betyder, at de ikke vil afvente det russiske retssystem, men derimod aktivt opsøge en mulighed for at få hende tilbage til hjemlandet. Hun betragtes dog ikke som gidsel, hvilket er vigtigt for myndighederne at understrege, da det ville opskalere situationen yderligere.

Kolleger i ligaen WNBA vil desuden få besked af Griners familie om, at de meget gerne må lave larm for at få opmærksomhed på sagen, der indtil nu har været omgivet af stor mystik.

Indtil nu har familien fulgt de amerikanske myndigheders opfordring, der lød på, at de skulle holde lav profil, indtil de fik anden besked.

Griner er ikke tiltalt endnu, men skal efter planen i retten 19. februar.

Den amerikanske spiller optræder i den russiske liga, når der ikke spilles WNBA, og det var i den forbindelse, hun var i Rusland.

Ifølge ESPN er familien mere optimistiske nu, og det skyldes også, at russerne for nylig lod den tidligere marinesoldat Trevor Reed tage tilbage til USA, efter han havde siddet fanget siden 2019.