Allerede torsdag skydes udsalget i gang i mange af landets største butikskæder. Det kan være en økonomisk fordel for dem, der skal bytte julegaver.

Den tid, hvor januar-udsalget startede i januar måned, er forbi. Langt de fleste butikker og store kæder tyvstarter med udsalget og slår dørene op for udsalgshungrende kunder allerede i morgen.

Stormagasinet Magasin er en af de butikker, der starter udsalget allerede i december måned.

- For år tilbage var det sådan, at man startede udsalget i januar. Men nu ser vi, at det simpelthen starter tidligere og tidligere. Sidste år startede vi også i december måned som mange andre, og det var en stor succes, som vi prøver at gentage i år, siger kommerciel direktør Henrik Kaas.

Han mener, at det er forbrugerne, der vinder i butikkernes udsalgskrig.

- Det er helt klart en fordel for dem, der skal have byttet deres gaver. De får mere for deres penge, siger han.