Den forsvundne direktør for det konkursramte IT Factory, Stein Bagger, havde et hemmeligt kontor på et lokalt hotel.

Den forsvundne direktør for det konkurs-ramte IT Factory, Stein Bagger, levede tilsyneladende en form for dobbeltliv, hvor han i tilgift til det normale kontor i domicilet på Jægersborg Allé i Gentofte, havde han et hemmeligt kontor på et lokalt hotel ganske kort derfra - nærmere bestemt det mondæne Hotel Schæffergården.

Og herfra er en stor del af bedrageriet til samlet 500 millioner kroner formentlig foregået.

At Bagger havde et hemmeligt kontor blev opdaget sent lørdag aften. Forud var gået et par paniske dage i kølvandet på Stein Baggers mystiske forsvinden i forbindelse med en ferie i Dubai torsdag.

På dagens pressemøde sagde bestyrelsesformand Asger Jensby:

- Fredag morgen kontakter jeg IT Factorys ledelse for at se, om der er en årsag til, at han er forsvundet. Vi sætter selv undersøgelsen i gang. Det har ikke været en let opgave at komme igennem. Stein Bagger er en person, der holder kortene utroligt tæt på kroppen. Vi arbejdede hele fredagen og fandt ingen anledning til uregelmæssigheder overhovedet. Vi arbejder en stor del af lørdagen og bliver mere og mere frustrerede. Der er sendt fakturaer ud, kunderne betaler rettidigt. Vi kan ikke finde umiddelbar forklaring på, at Stein Bagger forsvinder, siger Asger Jensby.

- Sent lørdag aften finder vi indikationer på, at Stein Bagger på Schæffergården har oprettet et hemmeligt kontor. Ingen kendte til kontoret, hverken blandt ledende medarbejdere eller bestyrelsen. Først da vi får adgang til kontoret søndag, får vi adgang til de dokumenter, som efterfølgende er med til at danne billedet af, hvad der er sket, fortsætter Asger Jensby.

IT Factory ejes af investeringsselskabet JMI Invest, der har den tidligere CSC-direktør Asger Jensby og den århusianske entertainer Finn Nørbygaard som ejere. JMI Invest ejer helt eller delvis ti selskaber, primært i IT-branchen. JMIs paraplyselskab, JMI Services, fungerer som fælles servicefunktion for de enkelte selskaber.