Overlæge Bente Klarlund Pedersen voksede op som missionær i Frelsens Hær. I dag prædiker hun naturvidenskab. Men hun har stadig ikke sluppet Adam og Eva
Overlæge Bente Klarlund Pedersen voksede op som missionær i Frelsens Hær. I dag prædiker hun naturvidenskab. Men hun har stadig ikke sluppet Adam og Eva.
Hun taler lavmælt. Nærmest forsigtigt. Som om hun omhyggeligt vælger hvert eneste ord, der kommer ud af hendes mund. Så hun ikke taler over sig. Men ordene vidner om en person, der ville frem i verden, og som ikke er bange for at have for store forventninger til sig selv.
BT har interviewet otte af de mennesker, der ofte udlægger verden for os i medierne - I denne serie fortæller de selv, om hvordan de er blevet til dem, de er i dag. Du kan læse alle interviewene HER
Overlæge Bente Klarlund Pedersen voksede op som missionær i Frelsens Hær. I dag prædiker hun naturvidenskab. Men hun har stadig ikke sluppet Adam og Eva
Hun taler lavmælt. Nærmest forsigtigt. Som om hun omhyggeligt vælger hvert eneste ord, der kommer ud af hendes mund. Så hun ikke taler over sig. Men ordene vidner om en person, der ville frem i verden, og som ikke er bange for at have for store forventninger til sig selv.
»Jeg har altid ville være den bedste. Sådan har det været gennem helt mit liv. Det har været en drivkraft for mig, at jeg hele tiden skulle præstere for at bevise, at jeg ikke var så dum, som andre måske troede, jeg var. Det bunder i virkeligheden i en form for mindreværdskompleks,« fortæller den 58-årige Bente Klarlund Pedersen.
Hun er en af landets mest anerkendte og fremtrædende forskere. Men det har langtfra altid ligget i kortene, at det var sådan, det skulle gå. Som barn var hun missionær for Frelsens Hær, og allerede som teenager drev hun en søndagsskole. I begyndelsen af 20erne kastede hun dog sin passion over videnskaben, der med årene har givet hende en succesfuld karriere og et respekteret omdømme inden for lægeverdenen. Et omdømme, der dog for år siden pludselig hang i en tynd tråd, efter hun blev inddraget i en af de største danske forskningsskandaler i nyere tid.
En dag i marts befinder vi os på hendes kontor på Rigshospitalet, som med små syv kvadratmeter ikke oser af, at en overlæge hører til her.
Troen på The Big Bang
Udover arbejdet som overlæge på Rigshospitalet og klinisk professor på Københavns Universitet er Bente Klarlund Pedersen også forfatter til bøgerne ’Elsk at løbe’, ’Graviditet og motion’ og ’Sandheden om sundhed’. Desuden er hun en fast del af sektionen ’Lørdagsliv’ i Politiken, hvor hun med sin egen brevkasse kan dele ud af sin viden omkring sundhed og motion.
»Det er en mission for mig at formidle min viden, fordi jeg føler, at det kan være med til at påvirke samfundet i højere grad. Det er sjovt og meningsfuldt at sætte sig selv i spil på en anden måde,« siger hun.
Bente Klarlund Pedersen voksede op på Østerbro i først en to-værelses på Edvard Griegs Gade og siden en herskabslejlighed på Kanslergade sammen med sine forældre og sine to lillebrødre, Claus og Steen Pedersen. Moderen, Lis Pedersen, var kontoruddannet, mens faderen, Knud Pedersen, var typograf.
»Det var ikke et akademikerhjem, så jeg vil nærmere betragte det som et godt, solidt middelklassehjem. Mine forældre forventede, at vi opførte os ordentligt og gjorde os umage med det, vi lavede.«
Selvom Bente Klarlund Pedersen betragter det som et normalt hjem, brugte hun ikke søndagene som andre jævnaldrende. Hele hendes familie var medlem af Frelsens Hær, og det betød, at hun som frelserpige var samlet med resten af medlemmerne minimum en gang om ugen.
»Jeg begyndte ret hurtigt at lære om social ulighed. Jeg fandt ud af, at der var mange forskellige måder at vokse op på i Danmark, og at jeg ikke skulle tage for givet, at jeg havde det godt.«
Det var især det sociale miljø i Frelsens Hær, der tiltrak hende. Sammen med andre unge i foreningen åbnede hun som 17-årig en kaffebar for narkomaner på Nørrebro. Ved siden af drev hun en søndagsskole på Vesterbro.
»Når man vokser op i et religiøst miljø, er forkyndelse og formidling utroligt vigtigt, fordi det gælder om at fortælle og overbevise andre om kristendommen. Da jeg var missionær, lærte jeg, hvordan det var at kæmpe.«
På et tidspunkt blev det kristne miljø for snævert for hende, og hun oplevede at blive draget tættere til videnskaben.
»Jeg ved godt, at der er et sammenstød mellem religion og videnskab. Men jeg kan fint forene de to ting. Selvom jeg tror på The Big Bang frem for Adam og Eva, er der nogle værdier i kristendommen, som jeg har taget til mig. Det er nogle budskaber som, at vi skal være ordentlige og gode ved hinanden.«
Udfordret troværdighed
I mediebilledet fremstår Bente Klarlund Pedersen som en helstøbt sundhedsentusiast, men det var en tilfældighed, hun valgte medicinsporet. På Frederiksberg Gymnasium trak hun lod mellem den samfundsvidenskabelige og den naturvidenskabelige linje.
»Heldigvis blev det naturvidenskab. Generelt var det et gymnasium, hvor alle var meget bogligt aktive. Det betød utroligt meget for mig, jeg kunne få lov til at give den gas fagligt.«
På medicinstudiet fortsatte hun med at ’give den gas’. Men studiet blev hurtigt kedeligt, og hun savnede større udfordringer.
»Jeg begyndte at lave min egen forskning, og det bragte mig ind i nogle forskerkredse, som beskæftigede sig meget med fysisk aktivitet og sundhed. Her var der en enorm viden, som slet ikke var blevet formidlet.«
Debatindlæg, brevkasser og bøger blev en hobby for hende og et afbræk i hverdagen fra forskning og klinisk arbejde.
Hendes gode evne til at formidle skabte hende et anerkendt navn i lægeverdenen. Men hendes respekterede omdømme, som hun havde opbygget gennem mange år, var tæt på at krakelere. Balladen opstod i 2011 med hjerneforskeren, og Bente Klarlund Pedersens kollega, Milena Penkowa, der fuskede med sin forskning. Desuden har hun modtaget over 10 millioner kroner i forskningsmidler, som Københavns Universitet fortsat ikke ved, hvad er blevet brugt til.
Bente Klarlund Pedersen brugte Milena Penkowas resultater i sin egen forskning i god tro om, at der ikke var begået svindel. Hendes forskning blev dog anmeldt til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVUU), som stemplede hende som uredelig, fordi hun skulle have været mere opmærksom på Milena Penkowas tvivlsomme forskning.
Med stor opbakning fra 70 sundhedsforskere ankede hun dommen til retten, og 18. februar 2015 kunne Østre Landsret give hende troværdigheden som forsker tilbage. Den fire år lange kamp har ikke været uden konsekvenser for hende.
»Det har været utroligt hårdt. Sagen har været forfærdelig, fordi den har været helt inde og rode ved det, der er altafgørende som forsker og formidler – nemlig troværdigheden.«
En samlet familie
Når snakken falder på familien, bliver Bente Klarlund Pedersen endnu mere varsom med ordene, der kommer ud af munden. Man er dog ikke i tvivl om, familien vægter tungt. Det beviser fire store billeder af hendes og hendes mands fire børn og otte børnebørn, der hænger på et whiteboard til højre for den gule yderdør på hendes kontor.
»Jeg føler mig meget heldig over, at jeg har et så tæt forhold til mine børn. Mindst én gang om ugen ser jeg alle mine børn og børnebørn, da jeg samler dem hjemme hos mig til en stor middag.«
Det tætte forhold til familien viste sig, da Bente Klarlund Pedersen fik ønskejobbet på Rigshospitalet. Det betød, at hun fortsat kunne være tæt på sine børn, samtidig med at hun passede sin karriere.
»Jeg har altid været bevidst om, at jeg ikke ville vælge mellem familie og karriere. Det har betydet, at mine børn ofte har været med under armen, når jeg skulle holde foredrag i udlandet. Men jeg havde det formentlig ligesom alle andre kvinder, da jeg følte, at jeg burde være mere sammen med børnene.«
»Problemet var, at jeg havde en stor lyst til både at arbejde og være sammen med mine børn, så det var svært at være begge steder. Heldigvis havde jeg i perioder meget fleksibilitet på arbejdet, så jeg kunne få lov til at aflevere og hente mine børn fra skolen, og så kunne jeg arbejde om aftenen, når de var gået i seng.«
I dag stræber Bente Klarlund Pedersen fortsat efter at være med i børnenes hverdag, selvom de ikke længere bor hjemme. Børnenes farvel til hjemmet har dog betydet, at hun har fået endnu mere tid til at dyrke motion, da det ifølge hende selv giver hende mere overskud til hendes arbejde.
»Jeg løber rigtig meget, men det var ret sent, jeg kom i gang med det. Det startede, da jeg selv begyndte at forske i motion og sundhed. Jeg har selv sagt, én gang missionær – altid missionær. Nu er jeg så blevet motionsmissionær,« siger hun og indrømmer, at hun har svært ved at holde sig tilbage for både rødvin og lakrids.
