Dannebrog faldt ned over Estland, siges det. I aftes var det omvendt. »Jeg vil flytte til Danmark nu. Jeg elsker jeres land," sagde lille lyse Tanel Padar fra Estland efter den flotte sejr.

Og mørke Dave Benton der har spillet trommer og sunget kor for blandt andre Tom Jones mente, at "vi har hver gang til prøverne følt, at det kunne blive noget stort. Jeg har familie i Danmark. Jeg elsker danskerne, særligt da de begyndte at danse til vores sang.«

Et fantastisk drama. Sølle fem point. Så vanvittigt og vildt. Gang på gang skiftede den gule førertrøje fra Frankrig til Estland til Danmark. Fra Danmark til Estland.

Hvornår har vi sidst har set så meget spænding i Parken. Nej vel?

Tanel Padar. Estisk sanger. Dave Benton. Caribisk sanger. Med den Billy Ocean-agtige soul-hitter »Everybody«. De tog fusen på alle. Som Brdr. Olsen sidste år. Seedet til en hæderlig 13-plads.

Så tæt på - så er det surt at hedde Signe, Stefan og Søren. Men ingen grund til at hænge med hundehovederne.

For hold da popfest for en ekstatisk modtagelse, da Danmarks tre S'er og en enkelt Jarno indtog scenen. Det må være starten på om ikke noget stort - så i hvert fald det første skridt ud af hundekennelen som seriøst popband.

På TV kunne vi alle se, hele følelsesregistret i Søren »Rollo« Poppes ansigt.

»Rent følelsesmæssigt er det meget stort for mig, fordi jeg har skrevet sangen. Signe og Stefan er også glade, men de er bare sådan glade. For mig kammede det helt over. Det er så flot,« sagde en overvældet Søren Poppe der nu vil satse på en international karriere med engelsksprogede sange.

Søren Poppes tro på »Never Ever Let You Go« som vinder steg og steg i løbet af ugen op til klimakset i går. Inden da havde han drømt om en top 5, men selvtilliden rakte i går sagtens til troen på en 1.-plads, og han var næsten sikker på, at Rollo & King ville komme i top tre.

»Jeg er så stolt af min søn. Det var så tæt på, men de gjorde det flot og jeg er enormt glad på min søns vegne,« sagde Rollos lykkelige far, John Poppe i sekunderne efter dramaet.

Med et Melodi Grand Prix model Parken har det formentlig nået et niveau, hvor den eneste vej er ned. Volumenmæssigt. Måske skyldes det de imponerende kulisser. For sammenlignet med mange tidligere år var den musikalske kvalitet slet ikke så ringe endda. Som helhed.

MGP 2001 - et Grand Prix domineret af moderne lyd i mange forskellige afkygninger og miks. Fra bosniske Nino Prses etno breakbeats, Antiques charmerende græske-svenske eurodance til slovenske Nusas hidsige dansepop - og maltesisk og spansk latinodrøn. Klassisk tysk Grand Prix-tradition.

Med Parken 2001 fik Melodi Grand Prixet taget sin mødom som nationalbegivenhed. Med de 23 sange som helhed tog Grand Prixet sit første spæde skridt væk fra et mere eller mindre ufortjent ry som en kitschklæbende langgaber.

En melodundrende triumf for dansk TV - og for DR's elegante og tjekkede dreamteam Crone & Pilmark - med skønhedspletter som f.eks. et mislykket rosetrick.

Som TV-begivenhed et seksstjernet flammende festfyrværkeri med tegneserieheltene Aquas powerpoppige Lene som sextatisk showsjovert.

Eneste deciderede skuffelse: de famøse videopostkort. De var hverken mere eller mindre fantasifulde end de plejer.

Danmark tog Melodi Grand Prixet til sig. Selv de autonome holdt mere grillfest end skallesmækkerparty.

De 38.000 Grand Prix-gæster gik efter festen fra start.

Da de to regerende popkonger med efternavnet Olsen gik på scenen til stroferne af »Fly On The Wings Of Love« blev de hyldet, som havde de netop vundet Grand Prixet. Og sådan fortsatte det resten af aftenen.

»Vi har aldrig oplevet noget lignende. Vi har været til Roskilde Festival og andre store koncerter, men det her var det største. Det her er noget, vi vil fortælle vores børnebørn," sagde søstrene Kristina og Sanne Thiemke, der var fuldkommen ekstatiske over det fantastiske show.

»Sikkerhedsmæssigt er det hele forløbet så godt som det kunne. Alt har simpelthen fungeret. Og det har jo været et smukt syn at se disse festklædt kvinder i højehæle vrikke afsted,« siger politikommisær Flemming Steen Munch.