Det var en stemme som ingen andens. Et talent som ingen andens. Nu er det rindet ud.
Visesanger og musiker Povl Dissing er død. 84 år gammel.
‘Svantes lykkelige dag’ er nok den sang, som de fleste danskere forbandt ham med. Den nærmest udødelige sang fra 1973 om, at livet jo er ikke det værste man har, og at om lidt er kaffen klar.
Det var den, der gav ham det store folkelige gennembrud. Og var med til at danne grundstenen i det ikoniske makkerskab med Benny Andersen.
»Vi har haft så mange år sammen. Benny har skrevet, jeg har sunget, og vi har rejst meget. Han var en af mine allerbedste venner,« som Povl Dissing sagde til B.T., da hans allerbedste ven i 2018 gik bort.
Povl Dissing startede egentlig karrieren som trompetist tilbage i 1950erne. Men måtte snart opgive instrumentet.
Som dreng havde han nemlig fået slået et par tænder ud, som var blevet erstattet af stifttænder. Men tænderne og trompeten var ikke et godt match, og han måtte gentænke sin musikalske plan.
I stedet gjorde han stemmen til sit instrument. Og lod sig inspirere af de revy- og skillingsviser, som hans mor havde sunget for ham som dreng, tilførte dem lidt amerikansk bluesmusik og lidt guitarspil, og så var den hjemme.
Troede Povl Dissing i hvert fald, og udgav i 1965 sit første album. Med blandt andet sangen ‘Giv mig en hest, mor’.
Men de frigjorte 1960ere var ikke så frigjorte, som han havde troet. For den unge sanger og især hans karakteristiske stemme delte i den grad vandene.
»Jeg var måske lidt blåøjet. Jeg syntes, at det lød så smukt inde i mit hoved. Jeg kunne ikke forstå, at der var folk, der ville tæve mig.«
»For fanden, jeg havde jo bodyguards med mig på mange jobs i Jylland, for at folk ikke skulle rive mig ned fra scenen eller komme ud i garderoben og tæve mig,« som Povl Dissing fortalte i et interview med Fagbladet 3F.
Mange troede nemlig, at han gjorde grin med sangene.
»Det undrer mig, at jeg ikke lod mig slå ud,« sagde han videre.
Men det gjorde han heldigvis ikke. Og med det nye årti fik Povl Dissing endelig hul igennem til folket gennem samarbejdet med digteren og komponisten Benny Andersen.
Et samarbejde, der varede helt frem til sidstnævntes død.
Men også en lang række andre kunstnere arbejdede han sammen med. Blandt andre Peter Thorup og Fuzzy, ligesom han i en årrække havde kvartetten Dissing, Dissing, Las og Dissing sammen med sønnerne Rasmus og Jonas og Las Nissen.
Mere end 25 album finder man hans navn på.
De seneste år måtte musikken dog ufrivilligt træde i baggrunden.
For fem år siden var Povl Dissing nemlig under et arbejdsophold i Spanien ude for en voldsom faldulykke, hvor han pådrog sig alvorligt kraniebrud og hjernerystelse.
Med sin hustru Pia Jacobæus ved sin side kæmpede han i adskillige måneder for at komme til hægterne igen.
Men skaderne og eftervirkningerne af faldet var voldsomme. Så voldsomme at Povl Dissing på et tidspunkt blev døv på begge ører og derfor måtte have indopereret et implantat i et forsøg på at genskabe hans høresans.
Hvilket heldigvis lykkedes for den musikalske troubadour. Men musikken – som havde været en del af hans liv i en lille menneskealder – var det slut med.
»Jeg er ramt. Men jeg har vænnet mig til den nye situation med hørehjælp. Jeg har lært leve med det. Men jeg savner det jo. Mit virkelige liv. Men det er der jo ikke noget at gøre ved,« som Povl Dissing sagde, da han sidste forår var gæst i DR-programmet 'Morgensang'. Og altså ikke længere kunne bidrage selv.
»Jeg synger slet ikke mere. Det er jeg også begyndt at vænne mig til. Når vi snakker om det, er det ikke så sjældent, at min kone siger: 'Povl, han kan ikke synge'.«
»Det var noget, jeg blev meget sur over i gamle dage,« jokede han med reference til dengang i sine unge dage, hvor han blev lovet tæsk.
Dengang, hvor mange ikke kunne fordrage ham og hans stemme.
Nu vil den blive savnet. Efterlader et stort hul i det musikalske landskab. Og i den familie, der var samlet omkring ham, da han gik bort mandag aften.
Livet blev ikke det værste for Povl Dissing. Og om lidt har Benny Andersen kaffen klar oppe i himlen.
