»Han er her ikke, han står ikke i baglokalet.«
Jonathan Kvium er indimellem ved at blive vanvittig af, at fremmede uopfordret spørger ind til eller fortæller personlige anekdoter om hans far, den berømte maler Michael Kvium.
Så det er selvfølgelig her, vi begynder.
For nu, hvor den unge Kvium har åbnet eget galleri i en smal passage i midten af Odense, vader folk ind fra gaden for at tale om den ældre Kvium.
»Hvis du spørger mig, hvem der er den bedste kunstner i verden, siger jeg farmand. Der er slet ikke noget der. Jeg er pissestolt,« siger Jonathan Kvium og tilføjer:
»Jeg vil bare gerne starte mit eget, og det vil jeg også gøre med mit efternavn, for jeg er den, jeg er.«
Kunst er og har altid været en uomgængelig del af hans liv, og mens hans venner fik deres børneopsparing udbetalt i kroner og øre, fik han den i malerier. Siden er de penge, han selv har tjent, gået næsten ubeskåret til kunst.
Eller med egne ord: mad, kunst og dumme ting.
Det, han vil, er at drive et galleri i Odense med samtidskunst, der strækker sig langt ud over bygrænsen.
Galleriet åbnede 4. december og hedder Albert Contemporary – et navn, der nogle gange slår knuder i munden på ejeren selv, men som ikke desto mindre er et tydeligt tegn på, at galleriet er mindst lige så internationalt, som det er fynsk.
»Jeg har solgt flere malerier til Brooklyn, end jeg har til Odense,« forklarer Jonathan Kvium.
Interessen fra distancen viser sig som en konstant brummende lomme. Ikke kun potentielle købere, men også kunstnere, samarbejdspartnere og alle mulige andre ringer og vil have fat på galleristen.
På den måde har han hele tiden virkelig travlt, selvom det også kan være ensomt at gå alene rundt i et rum med virkelig høje vægge.
»Lige nu er det sindssygt. Jeg regner ikke med at have noget hår om et år. Det er uden pis.«
Målet med placeringen midt i Odense er at få en lokal forankring, som blandt andet betyder, at folk dumper ind, når de går forbi galleriet.
»Jeg er ikke bange for det folkelige. Overhovedet ikke. Jeg synes, det folkelige er skønt. Det er også derfor, jeg åbner galleri her, fordi jeg elsker det fynske folk. Alle er velkomne herinde,« siger Jonathan Kvium.
Men, der er et men.
For én ting er, at han som gallerist skal konfronteres med enten fordomme om eller gudedyrkelse af sin far, noget andet er de lokale kunstnere, der hver dag lige svinger forbi med deres seneste værker.
Dem vil han ikke have – værkerne, altså.
»Det er svært, når der kommer et individ ind med deres livsværk, og man er nødt til at sige, at det er noget lort. Men nogle gange er det virkelig noget lort,« siger han.
Ofte har kunstneren ikke sat sig ind i, hvad galleriet er for en størrelse, og derfor må Jonathan Kvium gang på gang lade folk gå sure eller skuffede derfra.
»Jeg er bange for at lyde super højrøvet, for sådan er jeg ikke. Men hvis jeg vil ind på den bane, hvor de store drenge leger, er jeg nødt til at gøre det sådan.«
At komme på de store internationale kunstmesser kræver en skarp prioritering og mange timers arbejde. Selvom begge dele har vist sig at falde Jonathan Kvium naturligt, koster det på nogle andre parametre.
For eksempel at han har svært ved at være til stede, når han er sammen med sin kone og sine to børn på tre og seks år.
Derfor har han en klar ambition om at holde mandagen hellig og på sigt udvide med tirsdag.
»Problemet er bare, at det ikke er lykkedes rigtigt endnu.«
Allerede nu har han en ansat, som hjælper ham i galleriet, og med tiden kommer der forhåbentlig flere. Spørgsmålet er bare, om han på det tidspunkt kan lægge arbejdet fra sig.
»Jeg er selv vokset op med det – at far var opslugt af sit eget univers. Nu kan jeg godt forstå ham,« siger Jonathan Kvium.
Han har da også prøvet at kæmpe imod at arbejde fra 8 til 16 og stået benhårdt på, at han i hvert fald ikke skulle ind i den branche.
Det har ganske enkelt vist sig ikke at være en mulighed.
»Når jeg er her, så føles alt, hvad jeg gør, godt. Jeg har også masser af nedture, det er slet ikke det. Men det føles rigtigt at være her på en måde, som jeg aldrig har prøvet før.«
Foran ham står opgaven med at erobre kunstverdenen fra sin platform i Odense.
»Jeg kan godt nogle gange tænke, at det var nemmere, hvis jeg bare sad og pakkede kattemad.«
