Steffen Jungersen anmelder: BRUCE SPRINGSTEEN, MCH Arena, Herning - Majestætisk!
Kan det lade sig gøre at henånde noget via en sms og til tonerne af et bragende rocknummer som "Badlands"?
Ja, det vil jeg hævde, det kan.
For det var dét, min gamle ven Damgaard – Bruce-betaget som altid – gjorde, da storveziren af spilleglæde, fyrsten af festen, arveprinsen af almindelig anstændighed og kongen af kærligheden – Bruce Springsteen i den korte version – indtog scenen på MCH Arena med den sang.
Og det mere end lå også i luften allerede fra koncertens start, at det hér skulle blive én af de helt store Bruce Springsteen oplevelser. Og den slags er som bekendt RIGTIGT store.
Men når man i løbet af de første fire numre til sådan et show kan fornemme, at kvalitetsbarometrets kviksølv allerede er i overhængende fare for at sprøjte ovenud, VED man bare dét, man senere må erkende og som én rigtigt påpegede fem forfløjne kvarter inde i koncerten, da Bruce ramte en vanvidsversion af den gamle partyrocker "Mony Mony":
"Det er fandme umuligt det dér! Selv for dét band!"
Men det var det bare ikke. Heldigvis. Jeg har aldrig – som i ALDRIG – tidligere oplevet Bruce Springsteen i et så overdådigt fest og rock’n’roll humør som denne aften
Forud var altså også gået blandt andet en majestætisk – dét ord igen – og intet mindre end bjergtagende "Outlaw Pete", én af mine personlige favoritter, det vidunderlige boogienummer "Johnny 99", en tung, ildevarslende og svimlende smuk "Atlantic City" og en løssluppen, legesyg "Hungry Heart", der flåede tørv og krængede mundvige opad i lige dele.
"God aften alle sammen i Herning på denne vidunderlige aften," som Bruce smilede under "Working On A Dream".
"Vi er kommet for at rocke!"
Jamen, tak for oplysningen, Bruce. Den drøm behøver du vist ikke arbejde på længere. Onsdag aften MÅ alle dine rock’n’roll drømme sgu da være gået i opfyldelse.
Det var – igen i "Johnny 99" – og i "Prove It All Night" ruten lige ud ad alle rock’n’roll drømmes ultimative landevej, "Route 66", båret på Little Stevens og Bruces flammende guitarsoli og Max Weinbergs stangsolide trommespil.
Sådan skal det fandme gøres! Med hjerte, sjæl, nerve og nærvær! Pragtfuldt! Intet mindre!
Vi var ikke engang halvvejs.
En herlig udgave af "Waitin’ On A Sunny Day", hvor en frisk lille knægt på forreste række fik lov at , synge ét af omkvædene til Bruces store fornøjelse, var endnu et højdepunkt i en koncert så idiotisk spækket med højdepunkter, at det på et tidspunkt fik én af mine venner til at forlange seks stjerner til hvert af samtlige medlemmer af bandet.
At få lov at opleve det hér kun en lille måned efter AC/DC præsterede noget tilsvarende gigantisk på dansk grund tangerer det umulige. Det var en så ustyrlig hyldest til livskraften, fællesskabet og den helt legitime legesyge lalleglæde, som ER "The Power And Majesty of ROCK AND ROLL".
Mit ellers så righoldige katalog af superlativer er sgu’ simpelthen sluppet op. Det gjorde det så lige dér under "Born To Run".
"Ka’ der ikke stå et lille "genialt" dér et sted," som en sød dame ved min side bemærkede med et blik på min computer.
Måske skulle man have tegnet en ekstra sundhedsforsikring, før man gik i MCH Arena – for det hér var da næsten mere end mit gamle rock’n’roll hjerte kunne klare.
Skal man virkelig til at hive en krampehærget kliché som "vidunderlig" af arsen alet? Ja, det skal man vist, og nu er I advaret:
VIDUNDERLIGT!
Bruce, for fa’e n da!
